For at motivere upcoming og eksisterende modebrands til at prioritere bæredygtighed har Salling og Salling Fondene stiftet en ny pris, der belønner dem, der går forrest i kampen for et bedre klima, og som skaber en mere ansvarlig modebranche.

Den danske stormagasinkæde Salling præsenterer en ny award: Salling Future Friendly Fashion Award.

Prisen er skabt for at motivere både upcoming og eksisterende modebrands til at prioritere bæredygtighed højere, og den belønner dem, der går forrest i kampen for et bedre klima og en mere ansvarlig modebranche. Det skriver Salling i en pressemeddelelse.

”Vi kan alle gøre en forskel for klimaet i de valg, vi træffer hver eneste dag. I Salling Stormagasiner vil vi gerne være med til at påvirke modebranchen som helhed mod en mere ansvarlig fremtid, sætte fokus på problemstillinger og gøre det nemmere for vores kunder at vælge med omtanke. Salling Future Friendly Fashion Award skal derfor inspirere og motivere modebranchens aktører til at satse på en mere bæredygtig omstilling til gavn for os alle,” lyder det fra Marianne Bedsted, CEO i Salling, i pressemeddelelsen.

Prisuddelingen løber af stablen den 17. september 2020. I forbindelse hermed sætter Salling Stormagasiner i hele uge 38 fokus på bæredygtig mode med talks, live sessions, workshops og paneldebatter på Salling Rooftop i både Aarhus og Aalborg.

Brands fra hele landet har over de seneste måneder haft mulighed for at ansøge om at komme med i puljen til at vinde hovedprisen som Årets Brand samt en pengegevinst på 100.000 kroner.

Herudover har Salling i samarbejde med VIA Design, KADK, DSKD og KEA udvalgt en række af de mest bemærkelsesværdige unge, nye talenter, som fremadrettet vil præge modelandskabet i en mere innovativ og bæredygtig retning. Vinderen af Årets Talent modtager en pengegevinst på 25.000 kroner som en håndsrækning fra Salling Fondene til at kickstarte deres karriere.

Slutteligt uddeles også en Publikumspris og 25.000 kroner til det brand, der har gjort sig mest bemærket i offentligheden for deres bæredygtige initiativer.

 

En del af et grønnere Salling

Salling Future Friendly Fashion Award er en del af Salling Stormagasiners netop lancerede CSR-strategi og platform, Salling/Future Friendly/Inspring Change.

Den nye strategi betyder, at Salling kommer til at arbejde på en ny måde på tværs af indkøb, salg, markedsføring og uddannelse af medarbejdere.

Ambitionen er at udvide sortimentet med endnu flere brands, der har fokus på bæredygtighed. Samtidig introduceres et nyt label, der hjælper kunderne med at navigere i udvalget af bæredygtig mode i Salling og på Salling.dk.

Stormagasinerne vil også fremadrettet have fokus på at mindske brugen af plastik og papir – blandt andet ved at introducere gavepapir og gaveposer af genanvendt papir og monomateriale til emballering samt mere elektronisk skiltning.

Foto: Salling