CIFF x Revolver står bag showcaseformatet Scandinavian Manifesto under den italienske herremodeuge, Pitti Imagine Uomo fra den 13. til den 16. juni. Her kurateres de mest innovative, nordiske brands i Firenze.

Denne sæson samles Norse Projects, Han Kjøbenhavn, Les Deux, Past Tense, Forét, Berner Kuhl, Rue de Tokyo, Won Hundred, Another Aspect og Adnym sammen med fremtrædende brands inden for interiør, kunst og design med henblik på at skabe en unik, skandinavisk atmosfære og oplevelse i hjertet af Firenze.

Scandinavian Manifesto er et af de mest etablerede samarbejder under Pitti Imagine og blev konceptualiseret i 2018 som en international udveksling mellem Revolver og Pitti, og er nu en del af den samlede CIFF x Revolver-organisation ovenpå fusionen i starten af 2023.

Antonio Cristaudo, Chief Commercial and Development Officer hos Pitti Imagine Uomo, siger:

“Scandinavian Manifesto har været et højdepunkt for presse såvel som indkøbere siden lanceringen. Det er resultatet af et af vores mest etablerede, internationale samarbejder. Vi er glade for at kunne præsentere et nyt udvalg af skandinaviske brands på Fortezza i juni – en samling af etablerede navne side om side med nye brands og projekter, der debuterer internationalt. Scandinavian Manifesto præsenterer disse brands for en internationalt anerkendt målgruppe af førende globale forhandlere, medier, mode- og livsstilsaktører”.

Et nøgleinitiativ for CIFF x Revolver
CIFF x Revolver annoncerede for nylig deres første fælles messe, som finder sted i august 2023 efter CIFF’s opkøb af Revolver og en driftskonsolidering af de to organisationer under én paraply med en ny vision om ’One Copenhagen’ til gavn for den samlede branche. Scandinavian Manifesto forbliver et nøgleinitiativ for CIFF x Revolver, og partnerskabet med Pitti er blot ét ud af flere eksempler på et fortsat fælles engagement i at kunne tilbyde danske, skandinaviske og internationale modevirksomheder et globalt infrastrukturnetværk fokuseret på at facilitere handel, vækst og udvikling.

Clara Leone, Co-Director hos CIFF x Revolver, siger:

“Efter 6 års samarbejde med Pitti Uomo føler vi os som en familie. Vores tætte partnerskab fortsætter med at vokse sig stærkere år for år, og vi har endda tacklet udfordringerne fra en pandemi undervejs. Gennem årene har vi præsenteret mere end 60 skandinaviske herretøjsmærker for presse og indkøbere i Fortezza de Basso. Et velfungerende partnerskab handler om engagement og tillid, og vi er stolte af at kunne kalde Pitti mere end bare en ven'”.

Scandinavian Manifesto finder sted fra den 13. til den 16. juni 2023 på Construzioni Lorensi, Fortezza de Basso. Åbningstiderne er kl. 09:00 til 18:00.

Foto: PR / Foto: Adam Katz Sinding