I sidste uge blev Øksnehallen i København omdannet til en dynamisk lokation, da Mandatory løb af stablen for anden gang. Eventet, der har ambitionen om at være en kurateret mode- og livsstilsplatform, samlede nogle af branchens mest toneangivende aktører. Oval Square og Annarr er nogle af de brands, som TØJ interviewede på Mandatory.
Bag Mandatory står Mads M. Petersen og Clara Leone, der til sammen har mere end 30 års erfaring i modebranchen med messer og events. De så allerede sidste år et behov for en ny platform, hvor brands og indkøbere kunne mødes i en mere fokuseret og eksklusiv setting. Med et format, der primært henvender sig til indkøbere og professionelle fra branchen, har Mandatory på kort tid markeret sig som en væsentlig spiller i den danske modeuge:
“Vi ønsker at skabe en messe, hvor kvalitet, kuratering og en professionel atmosfære var i fokus. Det skal være et sted, hvor brands kan møde relevante indkøbere i et miljø, der inviterer til dialog og fordybelse,” fortæller Mads M. Petersen til branchemagasinet TØJ.
At bygge noget stort tager tid
Den anden udgave af Mandatory markerer endnu en milepæl i deres rejse mod at skabe en platform, der samler det bedste fra branchen. At bygge noget stort tager tid, men stifterne føler sig på rette vej:
”Denne sæsons event var en stor succes takket være de fantastiske brands og indkøbere, der gjorde det hele muligt. Over de tre dage havde vi fornøjelsen af at byde velkommen til nogle af de førende retailere i branchen. Deres tilstedeværelse understregede vigtigheden af stærke forbindelser i branchen og en fælles vision om at drive mode og retail fremad,” siger Clara Leone til TØJ.
Den tætte timing mellem Paris Fashion Week og Copenhagen Fashion Week betød, at det tog lidt tid, før indkøberne ankom til København, hvilket resulterede i en langsom start. Men som dagene skred frem, voksede momentum, og den sidste dag var præget af en utrolig energi.
”Hos Mandatory stræber vi efter at skabe et selektivt miljø, hvor brands kan præsentere deres unikke identitet, og hvor indkøbere kan opdage nye og spændende kollektioner. Hver udgave giver os mulighed for at finjustere vores tilgang, så vi sikrer, at alle detaljer bidrager til en inspirerende og produktiv oplevelse for alle involverede. Flere besøgende bemærkede, at “det føles som at træde ind i jeres dagligstue”, når de ankom til showroomet. Hver detalje var nøje overvejet for at skabe en varm og imødekommende atmosfære, hvor alle følte sig godt tilpas i deres forretningsmøder.”
At investere i menneskelig kapital er fortsat en prioritet for Mandatory i en konstant udviklende og udfordrende branche:
”Vi anerkender, at det er mennesker, der er den sande drivkraft bag modeindustrien. Vi værdsætter også de personlige relationer, som vi opbygger med de brands, vi arbejder med, og vi stræber efter at skabe et fællesskab baseret på tillid, samarbejde og fælles succes. Mens vi afslutter denne udgave, ser vi fremad med stor forventning. Rejsen fortsætter, og hvert skridt bringer os tættere på vores ultimative mål om at skabe noget nyt og virkelig betydningsfuldt.”
En platform, der fungerer – både socialt og forretningsmæssigt
Blandt udstillerne var det danske brand Oval Square, som fremhævede den særlige værdi ved Mandatory som en mindre, men mere eksklusiv platform. Designer og kreativ direktør Nadia Cerri oplevede, at Mandatory skabte de perfekte rammer for forretningsudvikling:
“Det fungerer rigtig godt på Mandatory, fordi det er et mere overskueligt showroom, hvor der er booket aftaler på forhånd. Det giver en ro og en struktur, der gør det lettere at få de rigtige samtaler i gang,” siger hun. Den kreative direktør fremhæver også messens brand-miks som en styrke:
“Der er det rigtige miks af brands – vi er stærke på hvert vores område, så vi er mere kollegaer end konkurrenter, når vi står der sammen. Det skaber en rigtig god dynamik,” forklarer hun.
Nadia Cerri oplevede især stor interesse fra internationale indkøbere, hvilket passer godt med brandets ambitioner om at vokse på udenlandske markeder.
“Vi er glade for de kunder, vi har i dag, men vi vil gerne vokse – især internationalt. Derfor er det en fordel, at Mandatory ligger tæt på Paris, så mange indkøbere kan komme direkte derfra,” siger hun.
For Nadia Cerri var messen ikke kun var præget af en god stemning, men også af konkrete forretningsmuligheder:
“Det var en hyggelig messe med god mad og en afslappet atmosfære, men der blev også lavet handler. Især onsdag og torsdag var meget travle, hvor vi både havde bookede møder og fik besøg af nye, spontane kunder,” slutter hun.
Også det danske herretøjsbrand Annarr deltog på Mandatory og understregede, at de er meget glade for samarbejdet:
”Annarr er fortsat i opbygningsfasen, og interessen for brandet er stort. Derfor har vi valgt at udstille for at blive tilgængelige. Mandatory har godt alternativ til vores showroom – hos Mandatory er en anden energi og summen af Copenhagen Fashion week. Så det har været en god afslappet, men professional ramme, hvor vi udstiller side om side med lige stillede contemporary fashion brands,” fortæller Per Holk Reinertsen, brand manager hos Annarr, der er et nyt mærke under Bestseller.
”Vi havde en fantastisk uge. Det skyldes selvfølgelig, at vi har gjort vores forarbejde – og også at Mandatory allerede er en destination, hvor vi har fået trafikken fra deres netværk,” slutter han.
Fremtiden for Mandatory
Efter en vellykket afvikling står det klart, at Mandatory har fundet sin plads i modeugens landskab. Stifterne ser allerede frem mod næste udgave, hvor ambitionen er at udvide, men stadig bevare den kuraterede og eksklusive tilgang.
“Vi har fået enormt positiv feedback og ser et stort potentiale for at udvikle Mandatory yderligere. Vores mål er at fortsætte med at skabe en platform, hvor brands og indkøbere mødes i de bedst mulige rammer,” afslutter stifterne Mads og Clara.
Med denne anden udgave af Mandatory cementerer messen sin position som en vigtig aktør i den skandinaviske modebranche og en begivenhed, der fremover vil være værd at holde øje med.
Den næste udgave af Mandatory finder sted i juni i Øksnehallen, og datoerne annonceres snart.
Foto: PR