Mode og musik smelter sammen, når CIFF præsenterer deres Fashion Show Experience i Bella Arena den 7. august.
Københavns største modemesse byder på en aften med en drømmeagtig catwalk, koncerter og skønhedsoplevelser. Modeshowet vil vise højdepunkter fra denne sæsons kollektioner af ready to wear-dametøj og herretøj fra danske, nordiske og internationale brands.
Publikum kan glæde sig til minikoncerter med den danske musikstjerne Oh Land og Emil Kruse. Med over 1.200 tilskuere, der får mulighed for at tage plads på tilskuerrækkerne, bliver aftenen en kombination af mode og musik på allerhøjeste niveau.
“Med vores Fashion Show Experience skaber vi ikke kun en platform, der fejrer modeindustrien i dens fulde og fortjente omfang. Vi ønsker også at bidrage til at demokratisere tilbudene i forbindelse med Copenhagen Fashion Week, hvor vi retter os mod almindelige forbrugere, der er lige så vigtige drivkræfter for branchens fortsatte kreative udvikling og økonomiske velstand,” siger direktør for CIFF, Sofie Dolva.
Før catwalk-showet begynder, kan gæster udforske CIFF Beauty-området, hvor de kan prøve de nyeste produkter fra velkendte skandinaviske og internationale brands. En rød løber og fotovæg vil også byde gæsterne velkommen til en forsmag på den spektakulære aften.
Hvad? CIFF Fashion Show Experience
Hvornår? Mandag den 7. august 2023 kl. 17:00. Dørene åbnes til CIFF Beauty-området kl. 15:30.
Hvor? Bella Arena, Bella Center Copenhagen. Indgang 4 ved foden af AC Hotel Bella Sky.
Foto: CIFF