I denne uges korte nyheder kan du blandt andet læse om Zalandos digitale markedsudvidelser, Arkk Copenhagens nye satsning i topledelsen og om en ny messe, der får indiske tekstilproducenter til Ørestad.

 

JBS vil have mænd til at slappe af

JBS lancerer en ny kollektion af tøj, som skal minde forbrugerne om at slappe af og tage et pusterum fra en hektisk hverdag. Kollektionen kommer som reaktion på nye tal fra Stressforeningen og WHO, hvor stress kategoriseres som en af de største sygdomsfaktorer i 2020.

Kollektionen er inspireret af den engelske avis The Telegraphs definition af hygge, som fraværet af alt der forstyrrer. Derfor er generende syninger og kradsende mærker fjernet.

I 2019 udvider JBS kollektionen til kvinder, mens lanceringen i november 2018 kun er til herre.

Foto: JBS

 

Zalando: Digital personlig shopper udvides til flere lande

Zalando udvider nu deres digitale service, Zalon, til Sverige og Belgien. Zalon tilbyder professionel rådgivning om stil og mode.

“En bred vifte af produkter har altid været fordelen ved online shopping, men det gør det også sværere for kunderne at finde, hvad de leder efter. Vi så et behov for vejledning og kom på tanken om en digital styling service rettet mod både mænd og kvinder,” fortæller Ivo Scherkamp, CEO for Zalon by Zalando, i en pressemeddelelse.

Zalon er i forvejen tilgængelig i Tyskland, Østrig, Schweiz og Holland.

 

 

Aiayu udvider med ny produktlinje

Efter flere års overvejelser udvider Aiayu nu med en bæredygtig linje til mænd, som ligesom øvrige kategorier produceres i økologisk bomuld, lamauld og cashmere.

”Gennem årene er Aiayu vokset til at være et lifestyle brand, som tilbyder både womens wear, home og accessories. I takt med at vi har udvidet Aiayus point of view til at omfatte flere kategorier, var menswear et logisk skridt for os som brand. Vores mål er at kunne tilbyde en bæredygtig kvalitetsløsning i så mange kategorier som muligt,” fortæller Maria Høgh Heilmann og Maria Glæsel, partnere i Aiayu, i en pressemeddelelse.

Aiayu Man er tilgængelig i Aiayus egne butikker og webshop fra den 19. november 2018.

Foto: Aiayu Man

 

Ny messe inviterer indiske producenter til Ørestad

I samarbejde med den Indiske Ambassade i Danmark er en række håndplukkede indiske producenter inviteret til messen Indian Home Decor & Fashion for indisk produktion inden for mode, tekstil og interiør.

Målet er at etablere et fremtidigt samarbejde mellem danske indkøbere, designere og samarbejdspartner og de indiske producenter, med mulighed for direkte import og fremstilling af dansk design i Indien.

Home Decor & Fashion-messen foregår fra den 19. til  den 20. november i Ørestad og er åben for alle interesserede. Læs mere her.

 

Virgil Nicholas ansættes hos Arkk Copenhagen

Unisex sneaker-brandet Arkk Copenhagen, med stifterne Thomas Refdahl og Kasper Høj Rasmussen bag, ansætter Virgil Nicholas som Brand Communications Director. Forinden ansættelsen har parterne tidligere samarbejdet i brandingkampagner.

”Jeg har været en del af Arkk Copenhagens rejse siden dag ét. Jeg har fulgt Kasper og Thomas, og det har været fantastisk at se, hvad de har skabt på kun tre år. Hvad Arkk Copenhagen står for er grunden til, at jeg gik ind i den her branche,” udtaler Virgil Nicholas.

De senere år har Virgil Nicholas skabt sig et stort navn og erfaring inden for modebranchen. Han har blandt andet arbejdet med branding for brands som Sand, Jack & Jones og Gant gennem eget agent- og konsulentbureau, Courtesy De V.