Når Premium Group åbner dørene for sine to messer, Premium og Seek, bliver omdrejningspunktet samtale om en mere ansvarlig fremtid.
Premium Group står bag de to modemesser Premium og Seek, som begge løber af stablen i den tyske hovedstad Berlin fra den 14. til den 16. januar 2020.
Premium-messen har sin beliggenhed i Station-Berlin, mens Seek foregår kun få minutter derfra i Arena Berlin. Selv om de to messer har hver sin beliggenhed, vil de stadigvæk have samme omdrejningspunkt. Begge messer vil nemlig fokusere på en mere ansvarlig fremtid i modebranchen.
Derudover vil begge messer dog køre efter samme setup som tidligere år, hvor især Seek-messen omfavner pop-, street- og sneakerkulturen.
Premium-messen vil stadigvæk have sine i alt ni haller, hvor hver hal er delt op i et segment. Her finder de besøgende som vanligt alt fra casual styles og urban design til sportswear, sko og accessories til både damer og herrer.
På begge messer vil flere danske brands udstille. På Premium-messen kan man blandt andet støde på brands som Coster Copenhagen, Second Female, Arkk Copenhagen, And Less og Les Deux. På Seek-messen udstiller blandt andre Hummel Hive, Han Kjøbenhavn og Skall Studio.
Premium Group har indsat busser mellem de to lokationer, som kører hvert kvarter.
Oplev fremtidens modebranche
Samtidigt med de to modemesser vil eventen Fashion Tech Berlin foregå fra den 14. til den 15. januar 2020 på samme lokation som Premium-messen, mens Fashion Tech Studio vil være at finde på Seek-messen.
Der er fri adgang til Fashion Tech for alle, som har en ’All-in-one-ticket’ til modemesserne. Her kan man se frem til en event med konferencer, live podcasts og masterclasses fra eksperter i branchen, hvor blandt andet Andrea Baldo, som er CEO i Ganni, vil holde oplæg om, hvordan man engagerer generation Z gennem omni channel. Derudover rummer Fashion Tech-eventen også et udstillerområde, hvor de besøgende kan opleve de seneste teknologier inden for modeverdenen.