Tekstilkoncernen, der har base i Ikast, kan nu præsentere et tocifret millionoverskud trods udfordrende markedsvilkår. “Vi er meget tilfredse med, at vi i et svært marked er lykkedes med at udbygge både vores nøgletal og kundeportefølje,” fortæller direktøren.

Thygesen Textile Group A/S har netop offentliggjort et samlet resultat for 2023 på 26 mio. kroner og et resultat efter skat på 15 mio. kr, hvilket er et fald på -39,46 procent sammenlignet med sidste år. Egenkapitalen ender på 331 mio. kroner for 2023-regnskabet.

I 2023 har Thygesen Textile Group på tværs af koncernens tekstilforretninger oplevet et udfordrende marked. Derudover har koncernens passive investeringer i ejendomme også haft en mærkbar negativ effekt på resultatet. På trods af ovennævnte vurderes resultatet som tilfredsstillende, lyder det fra ledelsen. Datterselskabet Thygesen Textile Vietnam er fortsat den største bidragyder til koncernens omsætning og har i 2023 formået at udbygge både top- og bundlinje på trods af udfordrende markedsvilkår:

”Vi har brugt 2023 på at styrke vores nøgletal i Thygesen Textile Vietnam, og vi ser 2024 og 2025 som investeringsår, hvor vi vil have fokus på etablering af et nyt, grønt produktionsanlæg, så vi er godt rustet til fremtidens krav og efterspørgsler. Vi er meget tilfredse med, at vi i et svært marked er lykkedes med at udbygge både vores nøgletal og kundeportefølje. Sidstnævnte gælder i øvrigt ikke kun i vores vietnametiske selskab men også i vores datterselskaber generelt,” fortæller direktør og partner Jens Thygesen.

Thygesen Textile Group har i regnskabsåret også formået at opdyrke nye markeder og på samme tid opretholde en høj leveringssikkerhed. Derudover har koncernen foretaget investeringer i et nyt ERP-system og udbygget investeringerne på ESG-området. Det har i 2024 ført til en udvidelse af organisationen med en Corporate Responsibility Manager, ligesom virksomhedens ansvarlighedsstrategi er implementeret og i fuld drift i hele koncernen:

”Vi oplever, at vi har ageret med rettidig omhu, og at de investeringer vi har foretaget i bl.a. ERP og ESG, allerede giver et positivt afkast. Vi har optimeret arbejdsprocesser og tænkt i nye muligheder hele vejen rundt i vores koncern. Dette sammenholdt med vores stærke fundament af medarbejdere og differentierede forretningsenheder gør, at vi har fået en fantastisk start på 2024, hvor vi i skrivende stund allerede har sikret 80 procent af den budgetterede omsætning. Vi ser derfor meget lyst på de kommende år og glæder os meget til at se, hvad fremtiden bringer af spændende muligheder,” slutter Jens Thygesen.

Foto: Thygesen Textile Group