Det er med høje procentvise stigninger, at den dansk/svenske webportal Boozt fremlægger et yderst positivt årsregnskab. Den primære årsag skal findes i virksomhedens nye ’fair use’-tiltag.

Boozt har netop offentliggjort regnskabet gældende i perioden fra den 1. januar til den 31. december 2019. Regnskabstallene viser positiv vækst over hele linjen efter en implementering af en ny returneringspolitik i modevirksomheden. Sådan lyder det i en pressemeddelelse.

Årsregnskabet viser, at Boozt har formået at hæve sin nettoomsætning fra knap 2,8 mia. svenske kroner til 3,4 mia. svenske kroner, hvilket er en stigning på 23 procent. Bruttofortjenesten er næsten steget med samme procent, da den var på 1,1 mia. svenske kroner i årsregnskabet for 2018 og ender på 1,4 mia. svenske kroner i det netop offentliggjorte årsregnskab.

Resultaterne i årsopgørelsen har dermed givet et overskud på bundlinjen. Den lander på 54,8 mio. svenske kroner mod sidste års 42,6 mio. svenske kroner.

Tilbage i december bragte TØJ en artikel, som fortalte, hvordan Boozt påbegyndte tiltaget ’fair use’, som skulle reducere mængden af returneringer. Det er ifølge CEO, Hermann Haraldsson, en af de primære årsager til det positive årsregnskab.

“Den gennemsnitlige ordreværdi har været rekordhøj, hvilket skyldes færre returneringer på grund af implementeringen af vores ’fair use’-politik i november 2019, hvor cirka 9000 kunder blev blokeret – hovedsageligt på grund af deres ekstreme returneringsadfærd. Det har haft en negativ effekt på væksten i vores nettoomsætning og en midlertidig effekt på vores ’net promotor score’ (et værktøj til at måle kundeloyalitet, red.), men alt i alt har det været et meget positivt tiltag for virksomheden, og vi er stolte over at tage del i kampen om at skabe en mere ansvarlig branche,” udtaler Hermann Haraldsson i pressemeddelelsen.

Hermann Haraldson forventer, at virksomhedens nettoomsætning vil vokse med yderligere 15-20 procent i løbet af indeværende regnskabsår.