Det nyeste regnskab viser underskud for den store smykkevirksomhed Pilgrim. Det afholder ikke Pilgrim-holdet fra fortsat at satse på vækst – her kommer tidligere Hummelchef, Søren Schriver, ind i billedet.
Et minus på bundlinjen skal ikke afholde Pilgrim fra at forsætte sine internationale vækstambitioner, fortæller CEO i Pilgrim Annemette Markvad i en pressemeddelelse.
Pilgrims nyeste regnskab afslører et underskud på 8 mio. kroner. Det er et resultat, som ledelsen langt fra er tilfreds med. Smykkevirksomheden har dog planer om at forvandle de røde tal i næste års regnskab og satser dermed på fremtidig vækst.
Regnskabet viser også, at der i tidligere regnskabsperiode er investeret massivt i selskabets digitale udvikling. Samtidig har Pilgrim brugt mange ressourcer på, at sikre den rigtige strategi på vækstmarkederne i Tyskland, Sverige, England og Canada.
”Vi havde selvfølgelig gerne set, at investeringerne allerede var slået igennem på bundlinjen i år. Men her må vi væbne os med lidt tålmodighed,” siger CEO Annemette Markvad.
Pilgrim har nu investeret i den øverste ledelse og erhvervet sig tidligere udfordrede Hummelchef Søren Schriver, som har indtaget en bestyrelsespost i virksomheden.
Søren Schriver er med sine 20 års erfaring den helt rigtige løsning for smykkevirksomhedens videre rejse, hvor Pilgrim håber på at kunne skabe en stabil og langsigtet vækst, tilføjer Annemette Markvad.
”Pilgrim er et enormt interessant selskab. For mig at se ligger der et kæmpe potentiale, som jeg ikke kunne sige nej til at være med til at udfolde. Der er søsat en masse spændende projekter i løbet af det forgangne år, som jeg glæder mig til at være med til at hjælpe sikkert i land og udvikle videre på,” udtaler Søren Schriver i pressemeddelelsen, om sin nye bestyrelsespost.