Den tyske online modeplatform Zalando oplever markant vækst i årsregnskabet. I løbet af 2017 har Zalando omsat for omkring 33,5 mia. danske kroner.

Zalando har netop offentliggjort sin årsrapport, og tallene viser igen en markant vækst i forretningen. Modeplatformen har omsat for 33,5 mia. dansker kroner, hvilket svarer til en vækst på 23,4 procent sammenlignet med forrige regnskabsperiode.

Væksten giver ledelsen hos Zalando god grund til at forvente endnu et frodigt, økonomisk år i 2018, som forventes at blive det fjerde år i træk med flotte væksttal.

”Vi skabte signifikante fremskridt i 2017 og vandt markedsandele i alle vores markeder. I 2018 går vi målrettet efter 20-25 procent vækst for fjerde år i træk, hvilket understreger vores overbevisning om, at fokus på vækst og vinding af markedsandele er den rigtige vej at gå for at maksimere langsigtet værdi,” udtaler Zalando-topchef, Rubin Ritter, i en pressemeddelelse.

Læs også: Zalando omsætter for milliardbeløb

Selvom væksten er mere end tilfredsstillende, er det ikke samme historie med indtjeningen. I 2016 udgjorde Zalandos nettoresultat 120 mio. euro, hvorimod 2016/17-regnskabet viser en væsentligt reduceret indtjening på 101 mio. euro.

Antallet af ordre pr. kunde hos Zalando er steget, men forbrugerne køber nu også for mindre i gennemsnit.

Ledelsen i Zalando forventer – udover en stigende vækst – et forbedret driftsresultat, som skal udgøre mellem 220 og 270 mio. euro. Det fremgår også af regnskabet, at Zalando forventer digitalt samarbejde med flere varemærker i løbet af 2018, herunder Massimo Dutti og Swarowski.

Zalando forventer at kunne skabe omkring 2000 flere jobs i løbet af 2018.


Kilde: Børsen