Alt imens ejeren af Bestseller, Anders Holch Povlsen, kæmper for at redde den kriseramte tøjkoncern, har investeringen i en britisk onlinetøjgigant resulteret i en gevinst på over to mia. kroner.

Ejer og adm. direktør i Bestseller, Anders Holch Povlsen, har gennem sit selskab Bestseller United A/S, deltaget sammen med andre investorer i en kapitaludvidelse i det børsnoterede selskab Asos på i alt 247 mio. britiske pund – svarende til 1,9 mia. danske kroner. Det oplyser Berlingske.

Bestseller-ejeren har gennem diverse selskaber investeret i flere onlinevirksomheder, herunder Miinto og Zalando. I henhold til Asos er Bestseller United A/S den største aktionær med knap 30 procent af aktierne.

Kursen er strøget til vejret

For at deltage i kapitaludvidelsen har Anders Holch Povlsen haft omkring 600 mio. kroner oppe af lommen, og investeringen har indtil videre vist sig at være en særdeles god forretning.

Det fremgår i et dokument dateret den 8. april 2020 på Asos’ hjemmeside, at Bestseller United A/S købte de nye aktier til en kurs svarende til 1.560 pence. Den 14. april 2020, altså blot få dage efter, er kursen strøget til vejret til 2.188 pence – båret frem af et flot regnskab.

Værdien af Bestseller Uniteds aktiepost er således noget nær fordoblet på kort tid. Det svarer ifølge Berlingskes beregninger til en samlet gevinst på over to mia. kroner.

Asos tager revanche efter Covid-19

Det markante kursspring kommer på baggrund af, at Asos og en anden af Anders Holch Povlsens investeringer, Zalando, fik tæsk på aktiemarkedet i marts, da Covid-19 ramte. Finans.dk har beregnet, at kursfaldende i de to virksomheder har skåret fem mia. kroner af værdien af Bestseller-ejerens aktier i de to modevirksomheder.

Men nu tager onlinesalget i Asos altså revanche, selvom der stadig er et stykke vej til Asos’ tidligere aktiekurs, lyder det fra direktøren for Anders Holch Povlsens investeringsselskab, Lise Kaae.

”Jeg kan bekræfte, at Bestseller United sammen med nærtstående parter har valgt at opretholde ejerandelen i Asos i forbindelse med den seneste gennemførte kapitalforhøjelse. Værdien af vores position i Asos er naturligvis påvirket af udsving i børskursen. Set i et perspektiv over de seneste tre år er kursværdien af vores position reduceret signifikant, og den samlede kursværdi andrager således nu under en tredjedel af, hvad den gjorde for tre år siden,” skriver Lise Kaae i et e-mailsvar til Berlingske.