De danske vindere af Retail of the Year 2020-2021 er fundet. Flere butikskæder fra modebranchen gemmer sig på listen. 

Den internationale detailpris Retailer of the Year har også fundet de danske vindere. Retailer of the Year-valget er det største forbrugervalg i Europa. På grundlag af ti aspekter bestemmer forbrugerne, hvem der er den bedste forhandler.

I alt har 127 butikskæder deltaget i konkurrencen.

De danske forbrugere har stemt på Vero Moda til at være den bedste butikskæde med dametøj i Danmark. Tøjeksperten vinder prisen som Retailer of the Year i herretøjskategorien, mens den tyskejede skovirksomhed Deichmann løber med prisen indenfor skosegmentet.

Profil Optik vinder titlen som årets Retailer of the Year i kategorien ‘Optiker’, og i undertøjskategorien løber Hunkemöller med prisen.

“Retailer of the Year er en fantastisk pris at vinde, da den udelukkende bygger på forbrugernes bedømmelser, og det er jo dem, vi hver dag er i tæt kontakt og dialog med. Jeg har næsten ikke ord for, hvor stolt jeg er,” siger den adm. direktør hos Profil Optik, Tina Gaardshol, til detailfolk om prisen.

Udover fysiske butikskæder bliver danske webshops også kåret i Webshop Award Danmark 2020-2021. Her er det svenske H&M, der løber med prisen indenfor dametøj.

Foto: Unsplash