Ændringerne er de første skridt på vejen mod en erobring af udlandet for den 40 år gamle familievirksomhed, der i dag har anden generation bag roret.

Den danske tekstilkæde Stof & Stil skifter navn til Selfmade som første led i en større erobringsplan. Ambitionerne er at sætte kreativ udvikling på dagsordenen i hele Europa. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

”Et navneskifte er en stor beslutning, som jeg håber, vil blive taget godt imod. Vores nye navn afspejler, at vi er til for alle kreative mennesker, der nyder inspirationen, skabelsesprocessen, nysgerrigheden og kreativiteten i livet,” siger CEO Alexander Lerche.

I samme forbindelse åbnes dørene til et nyt og kreativt butikskoncept.

”Foruden et enormt sortiment tilbyder vi som noget nyt en masse forskellige workshops til vores kunder. Det spænder over alt fra sy-projekter til ’kom godt i gang med at strikke’ eller ’lær at lave dine egne smykker’, hvor både nybegyndere og erfarne kan være med på hvert deres niveau,” fortæller Kirsten Hyldgaard, som er landechef for tekstilkæden i Danmark.

Det kreative butikskoncept er afprøvet i både Berlin og Wien, og nu åbner den første danske butik i Kolding.

”Vi har gennem årene fået mange henvendelser fra kunder, der har efterspurgt en butik i Trekantområdet, og derfor er det ekstra positivt at åbne i Kolding med et dygtigt og kreativt team. På mange måder har Kolding jo markeret sig som et kreativt epicenter, og koldingenserne må være så stolte af, at Kolding er den første by i Danmark, der er blevet optaget i UNESCO-netværket ’Creative Cities’, som én af kun 31 designbyer på verdensplan. Hos Selfmade glæder vi os til at blive en ny stærk partner for alle egnens kreative,” afslutter Kirsten Hyldgaard.

Selfmade driver i dag sine egne webshops og 30 fysiske butikker fordelt på 13 europæiske markeder.

Foto: Pexels