Den fremadstormende herretøjsvirksomhed investerer massivt i åbningen af en ny butik i en tysk storby.
Allerede tilbage i maj 2020 luftede den adm. direktør, Kasper Ulrich, ambitionerne om at indtage det tyske marked overfor TØJ.
Nu – fire måneder efter vores interview – kaster trioen sig ud i det tyske eventyr ved at investere 20 mio. kroner i en fysisk butik i Hamborg. Det skriver Børsen.
“I starten af 2021 sætter vi flag i en af Tysklands mest kendte adresser på Neuer Wall i Hamborg. Butikken bliver en flagskibsbutik uden sammenligning til de andre, vi har. Hele lejemålet er 870 kvadratmeter, og salgsarealet er knap 300 kvadratmeter,” fortæller Kasper Ulrich til Børsen.
Det er stifternes mål, at satsningen allerede efter to år skal få Shaping New Tomorrows omsætning i udlandet til at stige fra 15 til 50 procent af den samlede omsætning, hvor det store fokus kommer til at ligge på Tyskland, Østrig og Schweiz.
Også i Danmark satser det danske herremærke på nye fysiske forretninger, hvor de i juli åbnede en butik i Aarhus og til november åbner en ny butik i Odense. I forvejen havde Shaping New Tomorrow en butik i Aalborg, hvor de også har hovedkontor, og i København.
Foto: Shaping New Tomorrow