2019 er året, hvor der har været flest konkurser siden 2010. Konkurserne fortsætter, da yderligere to virksomheder i modebranchen nu står til at lukke og slukke.
Allerede i august blev 2019 vurderet som det mest konkursramte år. Konkurserne vælter stadigvæk ind i især modebranchen, og nu står endnu to modevirksomheder til at dreje nøglen om.
Det så ellers ud til at køre på skinner for den Aalborgbaserede børnetøjsvirksomhed Rebuybaby, der siden 2017 har solgt luksusbørnetøj på abonnement. I virksomhedens seneste årsregnskab omsatte Rebuybaby for 4 mio. kroner. Men nu er virksomheden gået konkurs. Det viser en skrivelse fra Statstidende, skriver Finans.
Ifølge kurator Klaus Smedegaard Rasmussen er det ledelsen selv, der har indgivet konkursbegæringen til skifteretten i Aalborg. Kuratoren understreger, at det stadigvæk er tidligt i forløbet, men at det på nuværende tidspunkt peger i retningen af, at Rebuybaby må dreje nøglen om.
Konkursen kommer bag på en række investorer, der i løbet af året har skudt penge i virksomheden. Stifteren af Rebuybaby, Christian Møller, skulle angiveligt have forsøgt at skaffe flere penge, selv om virksomheden havde det fint.
”Det undrede os, at direktøren mente, at der var brug for flere penge. I oktober kiggede vi derfor dybere ned i tallene, og det viste sig, at de regnskabstal og medlemstal, vi havde fået oplyst, desværre var ret langt fra sandheden. Det billede, vi havde fået, havde ingen rod i virksomheden,” fortæller en af de tre investorer, Andreas Dirksen, til Finans, som også nævner, at han og de to andre investorer føler sig ført bag lyset.
Underskud og lav omsætning er skyld i smykkefirmas konkurs
Den danske smykkedesigner Louise Kragh står også til at lukke sin virksomhed efter flere år med underskud og for lav omsætning.
Det er Louise Kragh selv, der har indgivet konkursbegæringen. Det bekræfter kurator Christian Juul Madsen overfor Finans.
Kuratoren peger dog på, at der har vist sig en stor interesse for køb af virksomheden, og at der derfor er en salgsproces i gang i øjeblikket. Dermed er det endnu uvist, om smykkevirksomheden får lov til at leve videre eller ej.
Louise Kragh holder til Aarhus, hvorfra alle smykkerne bliver designet og produceret. Smykkerne sælges i over 500 mode- smykke- og interiørbutikker i mere end 50 lande.