Til februar 2024 samler Aarhus Fashion Week over 100 brands under ét tag ved at flytte salgsmessen til en ny lokation.

Den nye lokation er Savvaerket, som er beliggende blot 10 minutters kørsel fra Aarhus centrum, i Højbjerg. Savvaerket tilbyder store indbydende messelokaler med kapacitet til at huse over 100 brands samt gratis parkeringsfaciliteter.

“Ved at samle alle brands på én lokalitet sigter vi blandt andet mod at gøre indkøbsprocessen lettere for indkøberne og samtidig mindske deres transporttid. Dette giver indkøberne mulighed for at planlægge en hel indkøbsdag, hvor de kan købe ind og lade sig inspirere af et bredt udvalg til deres butik – lige fra tøj og sko til accessories og boliginteriør,” siger siger CEO hos Dypång Management Mads Eriksen.

Ny lokation – samme koncept
Konceptet er det samme. Aarhus Fashion Weeks værdier, fællesskab og tilgang følger med til den nye lokation. Det samme gør den unikke atmosfære, som i mange år har kendetegnet messen i Aarhus:

“Vi har valgt et messelokale, der udstråler råhed og rustik charme, så udstillerne kan sætte deres eget personlige præg på deres stand og skabe den intime og rolige atmosfære, der er nødvendig for, at de kan tage sig af den enkelte indkøber og personliggøre købsoplevelsen,” slutter Mads Eriksen.

Foto: Aarhus Fashion Week