Aarhus Universitet har i samarbejde med flere af detailbranchens store navne, som Bestseller og Salling Group, udviklet en ny kandidatuddannelse. Til næste år bliver det muligt for studerende at specialisere sig i godt købmandsskab i tæt tilknytning til erhvervslivet.
På Aarhus Universitets hjemmeside fremgår det, at det fra efteråret 2020 vil blive muligt at tage en kandidatuddannelse i Commercial and Retail Management. Flere af de store aktører i detailbranchen kommer til at spille en central rolle i den nye uddannelse, da de stiller et større antal relevante studiejobs til rådighed for de studerende.
”Samarbejdet med en bred vifte af sektorens virksomheder giver os mulighed for at tilbyde en både specialiseret og samtidig bred kandidatuddannelse inden for en sektor, der beskæftiger tusindvis af medarbejdere, og som er en af hjørnestenene i et industrialiseret samfundsøkonomi,” siger Per Andersen, der er prodekan for uddannelse på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet.
Per Andersen uddyber, at den nye uddannelse skal imødekomme den hurtige udvikling inden for detailhandlen, der står overfor nye udfordringer i form af digitalisering, big data, håndtering af flere salgskanaler og global konkurrence.
Internationalt findes der kun få lignende uddannelser, og de studerende afslutter deres kandidatuddannelse med titlen cand. merc. i Commercial and Retail Management. Det forventes, at de studerende med den nye kandidatuddannelse vil blive et godt match til detailhandlen med et indgående kendskab til ledelsesaspektet.
Ud over at stille et større antal studiejobs til rådighed for de nye studerende, har de medvirkende virksomheder også finansieret et professorat på Aarhus Universitet.
”Godt købmandskab er i dag en højt specialiseret egenskab, der rækker langt ud over blot at være indkøb til den rigtige pris og salg med en fortjeneste. Det er en kompleks mekanisme, der kræver indgående indsigt i alt fra strategier over relationer til forbrugeradfærd, og alt det skal uddannelsen rumme,” siger Joachim Nisgaard, der er Group Senior Director i Talent Management & Learning hos Salling Group, som er med i projektet.
De virksomheder, der er med i udviklingen af den nye kandidatuddannelse, er blandt andet Arla, Bestseller, Danish Crown, Dagrofa, Jysk, Rema 1000 og Salling Group.
Du kan også læse mere om diplomuddannelsen, Trends i praksis, som er udarbejdet af pej gruppen og Erhvervsakademi Aarhus her.