En modemilliardær skyder penge i et takeaway-firma, Mobilepay slår rekord i 2020, og detailhandlen er fortsat lukket. Læs de nyheder, du måske gik glip af i juleferien, her. 

Selv om de fleste har holdt en stille og tiltrængt juleferie, har modebranchen ikke stået stille. Tværtimod. TØJ samler op og giver dig her overblikket over de vigtigste branchenyheder.

 

Forlænget nedlukning af detailhandlen

Storcentre og fysiske butikker fik lige før jul besked om at lukke ned i detailhandlens måske travleste periode – lige op til jul og i dagene mellem jul og nytår. De kunne imidlertid se frem til igen at åbne dørene for udsalgshungrende kunder den 4. januar 2021. Sådan gik det dog ikke.

På et pressemøde lige inden nytår lød det nemlig, at restriktionerne ville blive forlænget og dermed også nedlukningen af detailhandlen – foreløbigt indtil den 18. januar 2021. Det koster – især for de butikker, der sælger tøj, sko og accessories.

“Udsalget er blevet skubbet for langt de fleste forretninger. Derfor går de glip af upsiden ved gavebytteriet efter jul, fordi kunderne typisk køber varer for et større beløb, end de får retur. De penge kan butikkerne jo godt bruge på kontoen,” siger Jens Birkeholm til Finans, hvortil han tilføjer, at modebranchens eksempelvis plejer at kunne lægge en håndfuld procenter oven i indtjeningen i forbindelse med det store gavebytteri.

Nedlukningen kan komme til at skabe samme konsekvenser som i foråret 2020, hvor butikker ikke kunne betale for de bestilte varer, mener Jens Birkeholm:

“Forretningerne vil formentlig fortsat være tilbageholdende med nyindkøb, fordi de er bange for at binde sig for meget med udsigt til flere restriktioner. Det frigiver selvfølgelig noget likviditet hos dem i første omgang, men rammer jo producenter og leverandører. Så hele forsyningskæden kommer til at mærke det. Det er der ingen tvivl om.”

 

Mobilepay slår rekord i 2020

Der er blevet overført over 100 mia. kroner gennem betalingstjenesten Mobilepay i 2020. Det er en ny rekord, skriver Finans.

I foråret 2020 så det ellers lidt sort ud for Mobilepay, hvor transaktionerne blev færre og færre i takt med, at coronakrisen udviklede sig. Men de kom godt igen.

“Selv om de fysiske butikker ufrivilligt lukkede dørene, opstod der lokalt nye brugssituationer med fx takeaway og forudbetalte støttekøb. Samtidig kastede danskerne deres forbrug over nethandlen. Her voksede Mobilepay eksplosivt med over 80 procent gennem året,” fortæller Claus Bunkenborg, der er adm. direktør i Mobilepay, om væksten.

Ifølge Mobilepay løber der i gennemsnit tæt på en mio. betalinger gennem appen hver dag, og i 2020 ender danskerne med at have overført omkring 123 mia. kroner via Mobilepay. Det er 20 procent mere end i forrige år.

 

IC Group-stifter skyder millioner i takeaway-kæde

Den danske takeaway-kæde Homemate har i løbet af tre år mistet i omegnen af 80 mio. kroner, og det får nu hovedaktionær og milliardæren Niels Martinsen, som er manden bag IC Group, til at skyde flere penge ind i selskabet.

Ifølge årsregnskabet for 2019/20, som løber over 18 måneder, er der skudt 35 mio. kroner i ekstra kapital ind i takeaway-kæden. Det skriver mediet detailfolk.dk.

Foto: Pexels