DK Company Vejle har netop indgået en aftale om overtagelse af tøjbrandet Ball.
I en pressemeddelelse torsdag oplyser DK Companys Vejle, at man overtager tøjbrandet Ball.
Mærket blev i 2020 relanceret af Nastassia Elm Bregengård og har siden positioneret sig i markedet, primært i Skandinavien, hvor brandet har en stærk distribution hos mange anerkendte forhandlere.
Brandet placeres i DK Companys Vejle division under ledelse af adm. direktør Kasper Philipsen, der i forbindelse med overtalelsen udtaler:
”Vi er både stolte og glade over, at vi i dag kan offentliggøre købet af Ball. Mange husker brandet helt tilbage fra 80’erne, hvor Ball var med til at sætte dagsordenen inden for særligt jeans og sweatshirts. Jo mere, vi har dykket ned i brandet, jo mere spændende er historien. Flere af de oprindelige, italienske fabrikker er fortsat aktive selv her 50 år efter brandets opstart,” forklarer han og tilføjer:
”Vi ser et enormt potentiale i videreudvikling af brandet, der henvender sig bredt og har en fantastisk historie vi kan bygge videre på. Vi forventer allerede til AW 2024 kollektionerne at udvide produktporteføljen, så kollektionerne bliver bredere, og vi kommer med et stærkt jeans koncept, der både passer målgruppen og bygger videre på historien om Ball. Vi har været i dialog med grundlæggeren Aldo Ciavatta, der i 1974 startede brandet med ideen om at lave fashion denim til kvinder, hvor han begyndte at vaske denimmetervarer, så de blev mere komfortable end det, markedet kendte til på daværende tidspunkt.”
DK Company forventer, at Ball-produkterne primært skal produceres på europæiske fabrikker og dermed bygge videre på den stærke historie, som brandet har med sig.
Med DK Companys kompetencer inden for produktion og salg er det målet, at brandet skal nå endnu bredere ud på de europæiske markeder, hvor den stærke identitet og styrke skal fastholdes.