Fik du det hele med? Vi giver dig her et hurtigt overblik over nyheder fra modebranchen: Modegigant kommer med nyt regnskab, tidligere topchef får guldrandet fratrædelsespakke, og Arket får ny samarbejdspartner.

Omsætning hos modegigant overgik forventningerne
Spanske Inditex, der blandt andet ejer tøjkæden Zara, realiserede i 2022 et rekordhøjt overskud efter et særdeles stærkt julesalg. Men salgsvæksten er aftaget i de første uger af det nye regnskabsår, skriver Detailwatch. Samlet omsatte Inditex for 32,57 mia. euro i 2022, hvilket var bedre end analytikernes estimat på 32,48 mia. euro. Driftsoverskuddet på 5,52 mia. euro var omvendt en anelse under forventningen på 5,54 mia. euro.

Afsked med topchef koster Adidas dyrt
Ifølge Financial Times har Kasper Rørsted fået en fratrædelsespakke på 12 mio. euro svarende til 89 mio. kr., da han ved årsskiftet forlod Adidas efter syv år som topchef. Hertil kommer yderligere 3,6 mio. euro som kompensation for, at han ikke skifter til en konkurrent de første 18 måneder efter bruddet med Adidas.

H&M-ejede Arket slår pjalterne sammen med luksuriøs shoppingportal
Euroman skriver, at Arket og Mr. Porter går sammen om en ny stor kollektion. Arket, som er kendt for sine stilrene design til overkommelige priser, og den eksklusive shoppingside Mr. Porter har indgået et samarbejde om at producere en kollektion på 120 styles til voksne og børn – 70 af dem er til mænd, mens de sidste 50 er lavet som unisex til børn.

Foto: Unsplash