Fik du det hele med? Vi giver dig her et hurtigt overblik over nyheder fra modebranchen: Boozt-topchef melder om et marked præget af lave priser på tøj, modegiganter efterlyser grøn momsrabat, og der gøres status her 10 år efter ulykken på tøjfabrikken Rana Plaza.
Modetøj bliver billigt i år
De første måneder af året har ikke gjort Boozt-topchef, Hermann Haraldsson, klogere på, hvordan udviklingen bliver i hele 2023. Alt er stadig usikkert. Det fortæller han til Børsen. Men sikkert er det, at mange i modesektoren har alt for meget tøj på lager, så forbrugerne i de kommende måneder får glæde af modetøjspriser, der generelt vil blive holdt nede af rigtig mange kampagner.
Modekæmper presser på for grøn momsrabat i EU
Skær momsen helt fra eller reducer afgiften, når det gælder salg af secondhandtøj og genbrugte tekstiler i EU. Sådan har opfordringen lydt fra de to toneangivende europæiske modeselskaber Zalando og H&M, skriver DetailWatch. Det kommer i kølvandet på EU’s tekstilstrategi, der ventes at gøre bæredygtighed til en brændende platform for modeindustrien. Både H&M og Zalando har bevæget sig ind på secondhand-markedet, der dog stadig udgør under en halv procent af førstnævntes samlede salg.
Markering af 10-årsdagen for den blodigste ulykke i tekstilindustriens historie
Zetland gør status her 10 år efter, at tøjfabrikken Rana Plaza i Bangladesh styrtede sammen og tog 1.134 mennesker med i døden. Ulykken pustede liv i debatten om arbejderes rettigheder i lande som for eksempel Bangladesh, hvor mange af de største vestlige brands producerer deres tøj. Alligevel er der ti år senere stadig store problemer i tøjproduktionen i Bangladesh.
Foto: Unsplash