En ny bog beskriver, hvordan nye digitale redskaber som AI med fordel kan anvendes i alle dele af modens værdikæde. TØJ har spurgt forfatteren, hvad for en fremtid vi kigger ind i forhold til udvikling af digitalt tøj.
’Klædt på til Metaverset’ er en ny bog af Louise Koch, som er uddannet designer, Cand. Pæd. og MA i Kognitionsvidenskab.
Du har netop udgivet bogen ’Klædt på til Metaverset’. Kan du give et indblik i, hvad den handler om?
I bogens første del beskriver jeg, hvad der karakteriserer teknologier som AI, Blockchain, 360 film, Virtual Reality (VR), Augmented Reality (AR), og Mixed Reality (MR). Efterfølgende kommer jeg med en række eksempler på forskellige digitale værktøjer, som du kan bruge i dit daglige designarbejde. Hvis jeg skal nævne nogle eksempler fra bogen, så er det eksempelvis, hvordan du kan forenkle din inspirations- og researchfase ved hjælp af online moodboards, når du udvikler kollektioner. Her kan du også have glæde af AI, hvor du kan bruge Chat GPT til konceptbeskrivelser eller AI-billedplatforme, hvis du savner visuelt materiale til dit inspirationsboard.
Bruger du selv teknologierne i praksis – og til hvad?
Ja, det gør jeg dagligt. Lige nu arbejder jeg på en serie af interaktive bøger, og her bruger jeg AI til konceptudvikling- og storyboards samt til videofremstilling. Jeg skaber også digitalt tøj f.eks. i CLO3D og AI-tekstilprint, som jeg arbejder videre med i Photoshop. Typisk arbejder jeg i en række forskellige programmer afhængig af processen og det resultat, jeg vil opnå. Jeg er meget drevet af en praktisk virkelyst og har skrevet bogen på baggrund af mine egne praktiske erfaringer.
I præsentationen af bogen kan man læse, at de digitale teknologier kan understøtte modeindustrien i arbejdet med bæredygtighed. Kan du forklare det lidt nærmere?
De primære gevinster ved at anvende AI, blockchain samt VR/AR/MR er, at modevirksomhederne kan strømline produktion, forenkle arbejds- og beslutningsprocesser samt følge produktets livscyklus fra idé til genanvendelse. Du kan for eksempel reducere rejsebudgetter, nedsætte udgifter til indkøb af materialer og opsyning af prøvemodeller og træne medarbejdere virtuelt, så du på den lange bane mindsker fejl. Færre nedbrud eller standby-tid, hvor produktionen sættes på pause, giver et bedre produktionsflow og en billigere drift. Andre måder at betragte bæredygtighed på er gennem design af tøj, der bedre kan kombineres på tværs af sæsoner, og hvor vi for eksempel via blockchain-teknologien kan følge tøjets livscyklus og sørge for, at tøjet eller tekstilfibre bliver genanvendt. Fordelen ved teknologierne er, at de kan hjælpe dig og mig til at se, hvor vi strategisk kan sætte ind, når vores måder at træffe beslutninger på, fremstille og forbruge varer, bliver et problem rent klimamæssigt.
Grafik: Louise Koch