Nye regler hos H&M har gjort, at hele 1000 medarbejdere indtil videre har skrevet under på en protest. De mener, at de nye regler er et tilbageskridt for deres arbejdsforhold.

Gældende fra 1. december skal H&M-koncernens medarbejdere være at finde på kontoret mindst fire dage om ugen. Det skriver det svenske medie Breakit.

Fra 1. september og indtil udgangen af november kommer der til at være en overgangsperiode, hvor medarbejderne skal være på kontoret mindst tre dage om ugen, og selv om 1000 medarbejdere nu har skrevet under på en protest mod de nye regler, fastholder H&M den nye kurs.

”Vi mener, det i store træk er vigtigt at mødes fysisk på arbejdspladsen for at fremme fællesskabet og kreativiteten. Vi evaluerer naturligvis løbende vores måde at arbejde på og vil fortsat tilbyde plads til fleksibilitet for vores medarbejdere,” skriver H&M’s kommunikationsafdeling til mediet.

På trods af medarbejdernes utilfredshed er H&M endnu en af flere virksomheder, som søger at begrænse medarbejdernes mulighed for at arbejde hjemme – en mulighed som mange steder opstod i kølvandet på coronapandemien.

Foto: H&M