Jensen Retail Group skifter navn til Kind Design Agency, og det markerer et strategisk skifte, der skal klæde virksomheden på til en frisk start og en ny måde at drive designbureau på.
Designbureauet Jensen Retail Group, der har eksisteret siden 1998, tager et stort spring og skifter navn til Kind Design Agency. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
“Ligesom rigtig mange andre virksomheder har vi skåret ind til benet og været tvunget ud i at tænke anderledes under Covid-19,” udtaler Thomas Jensen, kreativ direktør og stifter, i pressemeddelelsen, og fortsætter:
“På flere områder har det faktisk været til vores fordel, og det skal vi nu ud at afsøge sammen med vores nye navn og den strategi, der ligger bag.”
Personlighed og kindness i fokus
Med navneændringen til Kind Design Agency markerer partnerne Angelina Josefsen og Thomas Jensen en ny start, hvor personlighed og kindness spiller en stor rolle i, hvordan man driver designbureau på. Både over for kunder, samarbejdspartnere og ansatte.
“Egentlig er det ikke fordi, vi har været ude at opfinde noget nyt eller skal iklæde os en ny måde at være på overfor andre. Men det er nu, vi er klar til at dele vores visioner og den tilgang, som vi tror på er den rigtige,” fortæller Angelina Josefsen, kreativ direktør.
Navneskiftet er noget, der har rumsteret i et stykke tid og været en sund proces for teamet bag Kind Design Agency. Det har skabt en naturlig reflektion over, hvad det er, designbureauet er bedst til, fortæller Angelina Josefsen:
“Vi har længe overvejet, om ‘retail’ rummede alt det, vi egentlig kan. Vores viden fra retail er værdifuld, fordi den også kan bruges i andre brancheområder. Idet vi gerne vil henvende os til en større kundegruppe, ønsker vi at forstærke opfattelsen af, at vi generelt er stærke på design – både når det kommer til retail, men også når det kommer til rum, branding og kommunikation i andre sammenhænge, der kræver unikke designløsninger.”
Thomas Jensen afrunder:
“Det er altid spændende, når man skal positionere sig selv i markedet. Det er jo noget, vi gør for vores kunder hver dag. Det strategiske skifte kommer helt klart til udtryk i det design, vi har lavet, men vores kunder kommer ikke til at kunne mærke en forandring. Vores tilgang er på mange måder den samme, men vi er vokset ud af Jensen Retail Group. Med Kind Design Agency udvider vi vores kundegruppe, og det er egentlig noget, vi er ret begejstrede for og glæder os til.”
Foto: Angelina Josefsen og Thomas Jensen