I ugens korte nyheder kan du læse om lanceringen af en ny kollektion fra et plus-size brand til kvinder, et nyt dansk denim-mærke, der står klar til indtrædelse på nye markeder samt én af markedets største onlinegiganter, der åbner flagskibsbutik på strøget.
Det Aarhusianske brand Why7 banker på til nye markeder
Martin Munch, som kan skrive skabelsen af Bestseller brandet Noisy May og en relancering af Trousers på CV’et, står nu klar med brandet Why7, som skal skubbes ud på både den danske og udenlandske modescene. Why7 arbejder med denim, og det har Martin Munch faktisk også gjort de sidste 19 år. Der bliver derfor stillet høje krav til produkt og kvalitet.
”Der har været mange tilløb til Why7, men nu er jeg kommet tilbage til der, hvor det hele startede. Jeg er glad for, at jeg starter op nu, for den erfaring, jeg har samlet i løbet af min karriere, ville jeg ikke have været foruden. Det har altid været en drøm at starte et denim-brand, men nu opstod der altså en mulighed for at gøre det i samarbejde med Steen Gloggengieser som medejer og investorer,” fortæller stifter Martin Munch i en pressemeddelelse.
På nuværende tidspunkt bliver Why7 forhandlet i Tyskland og Holland, og i juli åbner brandet op for det canadiske- og norske marked.
Why7 er for første gang at møde på Panorama i Berlin fra den tredje juli til den femte juli. Her fremvises SS 19-kollektionen.
Zizzy lancerer sin første sports- og badetøjskollektion
Zizzi lancerer nye badetøjs- og sportskollektioner, som har til formål at fremhæve plus size-kvindens feminine kurver. Det bliver med kollektionerne Active og Swim, som skal inspirere og give selvtillid til de mange kvindelige forbrugere, ved at fremhæve femininitet og frodighed.
Ifølge Zizzi eksisterer der et stort hul i markedet, hvis kvinden vil have mulighed for at vælge noget tøj, der rent faktisk passer – både pasform men også personlig stil. Mette Würtz Nielsen, Head of Product and Buying ved Zizzi, udtaler i en pressemeddelelse:
“Omkring 40 procent af danske kvinder hører til plus size-segmentet, og hidtil har mange måttet nøjes med at tage, hvad de nu kunne passe. Med Active og Swim dækker vi to forskellige behov, hvor vi har oplevet en stor efterspørgsel, og begge kollektioner er fra begyndelsen designet til, at kvinden skal lade sig inspirere og føle sig selvsikker ved at vise sine former.”
Kollektionerne skal også understøtte større diversitet på modepodierne, og plads til at kunne være den, man er – det oplyser Zizzi i pressemeddelelsen.
Online-gigant åbner flagskibsbutik
Fredag den 22. juni 2018 kan den store onlineportal Boozt erklære sig ejer af en ny flagskibsbutik, som er nummer to i rækken.
Butikken går under navnet ’Beauty by Boozt’ og kommer til at ligge i de københavnske gader, på hjørnet af Købmagergade og Løvestræde. Det oplyser Boozt i en pressemeddelelse.
Med et areal på 500 kvadratmeter kommer butikken til at sælge skønhedsprodukter fra brands som blandt andet YSL, M.A.C og Kiehl’s.
“Vi vil gerne give vores gæster en helt anden æstetisk og holistisk oplevelse, end de er vant til, når de shopper,” fortæller Christian Schreiber, Retail Director hos Boozt.com, i pressemeddelelsen.