En dansk sportsbutikskæde tager nu stemplet som Danmarks absolut største i kølvandet på den hårde konkurrence fra online-verdenen, som har medført store kædeskift. Læs også om et stort dansk online site for luksus-secondhand, som netop er blevet opkøbt af tysk gigant, og et hovedkontor, der flytter på ny jord.


21 ejere i kædeskift: Fra Intersport til Sport 24
De store sportsbutikskæder rundt om i Danmark mærker presset fra onlinehandlen, og hele landskabet er derfor i stor forvandling. For kæden Sport 24 betyder det vokseværk, idet 21 ejere af Intersport-butikker, grundet mindre indflydelse og forøgede omkostninger, har skiftet til kæden. Sport 24 bliver dermed Danmarks største kæde af sportsbutikker.

”Det er med stor glæde, at vi byder de nye butikker velkomne hos Sport 24. Vi er meget stolte af, at de mange butiksejere har vist os tillid og valgt Sport 24 efter mange år i en anden kæde. Det har været en stor beslutning for mange, ved jeg. Samtidig er vi selvfølgelig enormt glade for at kunne se frem til en omsætningsvækst på mellem 200 og 300 millioner kroner,” fortæller Lars Elsborg, direktør i Sport 24, i en pressemeddelelse.

Beslutningen om at skifte til Sport 24 er, hos Torben Nielsen – indehaver af Intersport i Herning – taget med henblik på at dyrke de bløde værdier samt skabe åbenhed og transparens. Og på den økonomiske banehalvdel er samarbejdet også kærkomment:

”Jeg glæder mig til en hverdag med færre frustrationer og en bedre bundlinje. Jeg forventer at øge min bundlinje med omkring 30 procent som følge af skiftet,” udtaler Torben Nielsen, som også er en at initiativtagerne til det store butiksskifte.


Online site for luksus-secondhand opkøbt
Den 1. juni 2018 kan man ikke længere tilgå den danske platform The 2nd Edit, men derimod blive omdirigeret til det tyske online site Rebelle, som på nuværende tidspunkt lægger sig som et førende site for handel med luksus-secondhand.

”Det skandinaviske marked for secondhand vokser støt, og derfor er The 2nd Edit et godt match til at styrke vores position i Skandinavien,” udtaler Cécile Wickmann, founder og CEO for Rebelle, i en pressemeddelelse.

Strategien for The 2nd Edit har fra start fokuseret på influencers fra Norden, herunder modekarakterer såsom Caroline Flemming, Jeanette Madsen, Cecilie Haugaard og Szhirley, der har skabt opmærksomhed og købelyst omkring tøjet.


Bramming-firma slår rødder i Esbjerg
Sports Connection flytter sit skandinaviske hovedkontor fra Bramming til Esbjerg. Her foregår blandt andet distributionen af skomærket Skechers til over 1850 forhandlere, og hovedkontoret beskæftiger endvidere omkring 40 medarbejdere – 150 medarbejdere på skandinavisk plan.

Beslutningen skyldes, at der er mere vækst på vej. Med sine 25 Skechers-konceptbutikker i Skandinavien er Sports Connection vokset ud af sit domicil. De nye 2600 kvadratmeter til både administration, showroom, lager og onlineshop i Esbjerg er derfor tiltrængte.

”Vi har været placeret på industrivej i Bramming, siden vi startede for 23 år, og vi har udvidet og flyttet til den anden side af vejen, men det er ikke optimalt, at vi ikke sidder under samme tag. Så for otte-ni måneder siden fik vi faktisk tegnet et nyt byggeri, men vi må erkende, at tidshorisonten for at få det opført er alt for lang, og derfor var det bedre at finde de her nye lokaler,” fortæller indehaver Peter Jørgensen til JydskeVestkysten.