Den 24. maj afholdes Headstart Fashion Awards i Aarhus, hvor tre priser er på højkant – herunder Salling Fashion Award, som har nomineret seks nyopstartede virksomheder. 

Headstart Fashion Awards uddeler i år tre forskellige priser: Salling Fashion Award, Danske Bank Fashion Award og Bizz Awards – Via Design & Business. Direktør i Headstart Fashion, Christian Chapelle, udtaler i en pressemeddelelse:

”Det overordnede formål med Headstart Fashion er at bidrage til modebranchens udvikling og synlighed, og her er det essentielt, at større virksomheder og uddannelsesinstitutioner som Salling, Danske Bank og VIA University bidrager. Headstart Fashion Awards er med til at give virksomhederne eksponering og hæder, men i relation til Salling Fashion Award også direkte salg i og med, at vinderen får en pop-up-shop i Sallings stormagasiner og muligheden for at blive en fast del af Sallings sortiment.”

Hvem vinder Salling Fashion Award?
I samarbejde med Headstart Fashion uddeler Stormagasinet Salling for andet år i træk Salling Fashion Award til én af seks nystartede danske virksomheder. Præmien er på 30.000 kroner samt en eksklusiv pop-up-shop i både Aarhus og Aalborg. Sidste år blev aarhusianske Lakor den første vinder af Salling Fashion Award, som nu er en fast del af sortimentet i Salling.

”Den danske modebranche er fyldt med talent, og med Salling Fashion Award er vi med til at støtte og promovere nye spændende fashion brands. Jeg er sikker på, at vi kan hjælpe vinderen med at udnytte sit potentiale,” siger Head of Marketing for Salling, Birthe Wiberg i en pressemeddelelse.  

De nominerede virksomheder er: Another Project, Twelvepieces, Morten Ussing, Sandermann, Rue De Tokyo og Maardt Studio.