Igen i år var Elle Style Awards et flot og forrygende show, hvor personer fra modebranchen deltog i deres overdådige kjoler. Som altid blev der uddelt priser til fremtrædende personer både i og uden for branchen. Læs med her og se, hvem der vandt de prestigefyldte priser.
Den 10. maj 2019 tog awardværterne Andrea Elisabeth Rudolph og Nikolaj Koppel sammen med chefredaktøren på Elle, Cecilie Ingdal, kærligt imod den danske modebranche, da de alle var samlet til Elle Style Awards 2019 i Aller Huset i København. Et awardshow, hvor personer i og uden for branchen får uddelt prestigefyldte priser.
Forfatteren Sara Omar, der er kendt for sin storsælgende roman Dødsvaskeren, som løfter sløret for en mandschauvinistisk kultur, vandt prisen som Årets Kvinde. Cecilie Ingdal fortæller om kåringen:
”Siden udgivelsen har Sara Omar modtaget utallige henvendelser fra undertrykte kvinder, der gennem hende har fundet mod til en ny livsvej, og fra medier, der tørster efter Saras nuancerede syn i en ellers fastfrossen debat. Sara Omar har som sit erklærede mål at kæmpe for kvinder, og få gør det bedre end hende. Derfor vinder hun prisen som Årets Kvinde.”
Årets Powerpris gik til Naja Munthe, der i brandets 25 år lange liv både har oplevet og tacklet utallige udfordringer, betalingsstandsning og truende konkurs.
”Munthe fremstår i dag med en ny, moderne energi, der nok holder fast i boheme-arven, men som samtidig har fået tilført en cool, moderne kant. Ikke nok med, at de eksisterende kunder holder ved, så strømmer de yngre nu også til. Sensationer kommer og går, men det gode, solide design består,” siger Cecilie Ingdal om Munthe.
Med dit genkendelige og tydelige design-dna og sit farvestrålende univers vinder Stine Goya prisen som årets designer ved Elle Style Awards 2019.
Eva Kruse, der er CEO i Global Fashion Agenda og Copenhagen Fashion Summit, løber afsted med Elle-prisen.
”Eva Kruse formår som den eneste dansker at samle hele den internationale modeverden gennem sit hjertebarn, Copenhagen Fashion Summit. Og Eva Kruse har således spillet en central rolle, da modebranchen i 2018 oprettede Global Fashion Agenda, der har givet modeverdenen sit svar på FN: Et overordnet, internationalt fællesskab, der kan samle og udstikke ideer og rådgivning om det, der er modens fremtid: bæredygtighed og social ansvarlighed,” siger Cecilie Ingdal.
Ud over ovenstående priser blev der blandt andet også kåret Årets Brand, Årets Show og Årets Stylist. Nedenfor kan du se, hvem der ellers vandt de prestigefyldte priser til Elle Style Award 2019.
Årets Brand: Monies
Årets Modeformidler: DR-K, dokumentarserien Margit Brandt
Årets Stylist: Rikke Wackerhausen
Årets Modefotograf: Marco Van Rijt
Årets Makeupartist: Marie Thomsen
Årets Hårartist: Henrik Haue
Årets CSR-pris: Designers Remix
Årets Stilikon: Barbara Husted Werner
Årets Model: Freja Beha Erichsen
Årets Accessory-brand: Folk and Frame
Årets Uundgåelige: Rotate Birger Christensen
Årets Smykkekollektion: V Collection – Trine Tuxen