Modström lancerer en capsulekollektion i samarbejde med træner og wellbeing-iværksætter Prudence Davis, der står bag A Space to Breathe og A Matcha Space i København. Kollektionen lanceres den 3. august 2026 og består af 12 styles, der er udviklet til at kunne bruges på tværs af dagens aktiviteter. Fokus har været på bevægelsesfrihed, komfort og et enkelt, elegant udtryk.

Samarbejdet udspringer af en mangeårig relation mellem Prudence Davis og Modströms ejer og CEO, Helle Wagner. Prudence Davis har gennem flere år været hendes træner, og parternes kendskab til hinandens universer blev udgangspunktet for kollektionen:

”Jeg har kendt Helle i mange år som hendes træner, så der var allerede en dyb forståelse for mit univers. Helt fra starten føltes samarbejdet naturligt, fordi det ikke kun handlede om tøj, men om en måde at leve og bevæge sig gennem dagen på,” fortæller Prudence Davis.

Hendes egen hverdag har været en central reference i designprocessen. Den bevæger sig mellem familieliv, reformertræning, møder, cafédrift og arrangementer, og ambitionen har været at skabe styles, der kan følge med gennem de forskellige skift:

”Jeg har længe ledt efter styles, der kan følge med hele dagen, uden at man føler, at man skal skifte identitet undervejs. Det, jeg er mest stolt af, er, at kollektionen føles ærlig og som noget, jeg faktisk lever i,” siger hun.

Kollektionen består af bløde og funktionelle silhuetter med plads til bevægelse. Materialerne er udvalgt med vægt på lethed og komfort, mens farvepaletten blandt andet trækker på den matchagrønne nuance, der kendetegner Prudence Davis’ café A Matcha Space. Farven suppleres af mørkebrune toner.

Hos Modström har samarbejdet bidraget med en mere livsstilsorienteret tilgang til designprocessen, hvor tøjets funktion og fornemmelse har spillet en lige så stor rolle som det visuelle udtryk:

”Prudence Davis repræsenterer en generation af iværksættere, hvor fællesskab, velvære og æstetik smelter sammen på en måde, der er relevant for, hvordan mange lever i dag. Vi håber, at den, der bærer kollektionen, mærker den samme ro og energi, som Prudence bringer ind i alt, hvad hun gør,” slutter Helle Wagner.

Foto: Modström