AI kan sætte turbo på modebranchen og accelerere alt fra salgsdata til designproces. Men mange er i tvivl om, hvor og hvordan de skal starte. ”Modevirksomhederne kan komme i gang med AI på en let og tilgængelig måde allerede i dag – og de kan hurtigt begynde at høste fordelene,” siger Simon Peschcke-Køedt, medstifter af Institute of AI.
Kun fem procent af danske virksomheder er reelt kommet i gang med AI, viser en ny nordisk analyse foretaget af blandt andet Dansk Erhverv, IT-Branchen og Dansk Industri. Og det samme gør sig gældende i modebranchen, hvor mange er AI-interesserede, men virksomhederne støder på udfordringer som manglende AI-ekspertise og viden, når teknologien skal implementeres.
”Det overrasker mig, hvor mange der er tilbageholdende med at komme i gang med AI. Det skyldes grundlæggende en manglende forståelse for emnet, og på den baggrund bliver der truffet en fejlagtig beslutning om at gøre det til et større projekt, end det nødvendigvis er. Mange ser AI som et projekt, der skal gå dybt i virksomhedens data og systemer – også kendt som et vertikalt projekt – og det kan tage alt fra seks måneder til to år at bygge. Det er også relevant, men typisk meget komplekst, og ikke der jeg vil anbefale, at man starter. Virksomhederne overser potentialet i at starte bredt på tværs af organisationen ved at give lidt simpel træning og adgang til værktøjer som ChatGPT Team og MidJourney. Enhver afdeling i enhver modevirksomhed kan dermed komme i gang allerede i dag med tilgængelige værktøjer og høste de lavthængende frugter. I starten kan det være små løsninger, der både giver en bedre forståelse af AI og samtidig nogle positive aha-oplevelser,” siger Simon Peschcke-Køedt, medstifter af Institute of AI. Han har en fortid med blandt andet ledende stillinger hos Konges Sløjd og sidder i dag i bestyrelsen hos Rotate (Birger Christensen Collective).
Sammen med Tim Frank Andersen har han stiftet Institute of AI, der har en mission om at hjælpe danske virksomheder i gang med AI, så de ikke kommer bagud. Institute of AI er ikke en klassisk konsulentvirksomhed, der udvikler AI-løsninger. De udvikler medarbejdere hos de virksomheder, som de arbejder med, så de kan komme i gang med AI. Netop dét er omdrejningspunktet for Simon Peschcke-Køedt: Modevirksomhederne skal bare i gang, og AI skal ikke forankres hos it:
”Jeg anbefaler, at man starter med at vælge en gruppe medarbejdere eller ledere, der får et vidensløft. De ved selv bedst, hvad de sidder med, og hvor AI kan hjælpe. Hvis alle tænker, at de skal bygge en rumraket, går der meget lang tid, før de kommer i gang. Start med at tænke AI som en løbecykel, hvor der siden hen kan komme pedaler på og til sidst en motor osv.”
Simon Peschcke-Køedt har en konkret anbefaling, når det kommer til det vigtige første skridt: Benyt ChatGPT Team. På den måde får man nemt et sikkert, afgrænset miljø for 30 dollars om måneden, der har en god palette af tilgængelige features.
”Værktøjet er blandt andet genialt til at analysere og behandle data. Virksomhederne kan for eksempel smide salgsdata ind i et Excel-ark og finde huller i osten eller interessante tendenser,” fortæller Simon Peschcke-Køedt.
Han anbefaler også at bruge AI-værktøjer som MidJourney til idéer og indspark til nye kollektioner, hvor AI kan levere god inspiration – dog ikke færdige løsninger:
”Du skal ikke se AI som et stykke software, der giver det samme svar hver gang. Betragt det i stedet som en ekstrem klog assistent, der er ivrig efter at hjælpe, men har meget lidt erfaring,” fortæller AI-iværksætteren.
Intet sølvfad med AI-løsninger
Hos Institute of AI har de interviewet en lang række førende danske virksomheder og på baggrund af det defineret fire fokusområder, som man overordnet kan bruge AI til:
”Det første kalder vi ’waste hunting’ – altså hvor spilder vi tid og er ineffektive? Det andet handler om innovation og at tænke i nye baner. Det tredje handler om at forbedre kundeoplevelser, som fører til øget salg. Og det sidste handler om øget medarbejdertilfredshed, fordi de ansatte får taget rutinemæssige opgaver fra sig, der dermed gør dem gladere, ligesom det øger deres markedsværdi, at de har erfaring med at arbejde med AI,” fortæller Simon Peschcke-Køedt.
Undervejs i interviewet henviser han flere gange til Ethan Mollick, en professor på Wharton School of University of Pennsylvania, der har udgivet bestsellerbogen om AI: ’Co-Intelligence’. En af de centrale pointer hos Mollick er, at dem der virkelig sætter turbo på AI og vinder på den lange bane, er dem, der er villige til at samarbejde og vidensdele:
”Der findes ikke et sølvfad, hvorpå der serveres AI-løsninger. Alle skal prøve sig frem. De modevirksomheder, som allerede nu ser, hvilke AI-muligheder der er, og hvad AI-behovet er, har mulighed for at accelerere deres forretning på et helt andet niveau. Har du samtidig en samarbejdsvillig kultur i din virksomhed, der vil dele deres erfaringer med resten af holdet, giver det en kæmpe fordel. Den nysgerrighed kan alle tage på sig,” slutter Simon Peschcke-Køedt.