Det svenske brand har i længere tid været på jagt efter en ny CEO. Valget er faldet på en dansk profil, der har erfaring fra den internationale modebranche. 

Allerede i foråret 2021 indikerede grundlæggeren af Na-kd, Jarno Vanhatapio, at han ville træde et skridt tilbage og overlade posten som CEO til en anden.

Nu har virksomheden udpeget en ny CEO. Valget er faldet på den danske profil Anders Kristiansen. Det skriver det svenske medie Market.

“Bestyrelsen og jeg har ledt efter en ny adm. direktør til at lede Na-kds næste fase af global ekspansion. I Anders har vi fundet den person. Han har den rette iværksætterenergi og viden til at fortsætte vores vækstrejse. Han er et internationalt etableret navn med en track record, der taler for sig selv,” siger Jarno Vanhatapio i en kommentar til Market.

Anders Kristiansen tiltræder den 1. marts 2022 og kommer senest fra en stilling som CEO hos Esprit. På CV’et har han blandt andet også stillinger som CEO hos modevirksomheden New Look og en topstilling hos Bestseller i Kina.

Jarno Vanhatapio vil fortsat arbejde med Na-kd som strategisk rådgiver og bestyrelsesmedlem. Han er samtidig den tredjestørste aktionær i virksomheden.

“Jeg ser frem til at støtte Anders Kristiansen i det strategiske arbejde omkring innovation og produkter, når han nu skal føre virksomheden videre. Det er en stor rekruttering og et stort skridt i Na-kd’s udvikling. Det er jeg enormt begejstret for,” udtaler han.

 

Foto: Market.se. Jarno Vanhatapio (tv) og Anders Kristiansen