Kinradens ledergruppe bliver udvidet med en ny CEO og partner. Christina Neustrup, som tidligere har fungeret som ekstern konsulent for virksomheden og siddet i bestyrelsen siden 2020, indtager pladsen fra den 15. august.

Det danske smykkebrand Kinraden har fået Christina Neustrup ind som ny CEO og partner, hvilket betyder, at grundlæggeren Sarah Müllertz fremover vil fokusere på brandets kreative udvikling og bæredygtige dagsorden. Christina Neustrup kommer med solid erfaring i forretningsudvikling, markedsføring, ledelse og branding, og hendes store kendskab til Kinraden og virksomhedens værdier har gjort valget af hende som CEO nemt for Sarah Müllertz.

”Christina er en erfaren leder, og jeg er så glad for at kunne byde hende velkommen til vores hverdag hos Kinraden. Jeg har indgående kendskab til Christinas mange kompetencer – de professionelle såvel som de personlige. Takket være hendes rolle som medlem af Kinradens bestyrelse er vi helt på bølgelængde i forhold til brandets videre kurs. Jeg er fuldstændig tryg ved at overdrage titlen som CEO til Christina, så jeg selv kan lægge mit primære fokus på den kreative udvikling,” fortæller Sarah Müllertz i en pressemeddelelse.

Christina Neustrup kommer fra stillingen som CEO for Copenhagen International Fashion Fair (CIFF), og selvom hun var glad for sin tidligere stilling, efterlod valget om et skifte til Kinraden ingen tvivl hos hende.

”Jeg blev så begejstret, da Sarah tilbød mig denne mulighed. Kinraden er min store passion. Menneskerne, missionen – og alle de muligheder, der ligger i brandets unikke markedsposition. Nu skal vi i gang med alle de udfordrende og spændende opgaver. Jeg tror på, at brands som Kinraden, der er født med en bæredygtig og alternativ tilgang til forretningsudvikling, er fremtiden. Jeg har kæmpe respekt for alt det, som Sarah allerede har opnået – og jeg glæder mig til at bygge videre på det. Jeg ser frem til at arbejde med hele teamet bag Kinraden og til sammen at skabe endnu flere muligheder for brandet i fremtiden,” siger Christina Neustrup.

 

Foto: Christina Neustrup