Private label modevirksomheden X-Company henter nye erfarne kræfter ind med ny CSO. Grundlægger Henrik Sandgaard forventer, at virksomheden kan fordoble omsætningen inden for de næste fem år.
Ikast-virksomheden X-Company, der producerer private label fashion, har de seneste år oplevet stor vækst og interesse fra kunderne. Virksomheden blev etableret i 2003, og grundlægger Henrik Sandgaard har nu vurderet, at det er blevet tid til at finde sig en wingman i form af en ny CSO.
”Jeg har behov for mere tid, hvis vi skal udnytte X-Companys potentiale. For jeg er slet ikke i tvivl om, at potentialet er langt større, end jeg som virksomhedens ansigt udadtil kan dyrke alene,” siger Henrik Sandgaard i en pressemeddelelse.
Posten som X-companys nye CSO skal udfyldes af Jesper Wædeled, som netop er blevet ansat. Hans rolle skal ud over kundepleje og salg også være salgsmæssig sparringspartner til Henrik Sandgaard.
”På denne måde kan vi få betydeligt mere tid til den enkelte kunde og dermed blive endnu bedre til at tilgodese og pleje alle deres behov,” forklarer Henrik Sandgaard, der således ikke selv har planer om at trappe ned.
Jesper Wædeled kommer med en solid erfaring fra design- og modebranchen, hvor han blandt andet har været kommerciel direktør hos Bloomingville og International Sales Manager hos Vila. For blot få måneder siden startede Jesper Wædeled sit eget brand, Pure Friday, og det var planen at bruge X-Company som leverandør i sit nye selskab.
”Men da Henrik og jeg mødte hinanden, kunne vi mærke, at kemien klikkede. Vi tænker på samme måde og gør tingene ens – og så opstår der indimellem muligheder, man ikke må sige nej til. Så jeg har lukket Pure Friday ned,” fortæller Jesper Wædeled, der blandt andet også har indsigt i Kina, hvor han har boet og arbejdet i to år.
Med den nye CSO forventer Henrik Sandgaard, at X-Company kan fordoble omsætningen inden for de næste fem år. En målsætning, som Jesper Wædeled også tror på.
”Tidligere har jeg kun kendt X-Company udefra, og virksomhedens omdømme er, at det fungerer: Med hurtige leveringer, ingen problemer, reelle mennesker og priser, der holder. Der er styr på værdierne. Derfor er jeg helt sikker på, at der også er basis for at fordoble omsætningen,” siger han.
X-Company beskæftiger i dag 14 ansatte på hovedkontoret i Ikast og 16 på kontorer andre steder i verden, blandt andet Holland. Desuden beskæftiger X-Company 200 mennesker i Kina, hvor virksomheden har fabrik, systue, kontor og showroom.