I Europas største studie af forbrugernes kunderejse på tværs af kanaler er der én klar vinder, når det kommer til at lykkes med omnichannel i modebranchen.
Google og Impact Commerce, der er Skandinaviens største konsulenthus indenfor e-commerce, har for nylig udgivet ‘Omnichannel Index 2024’, der er Europas største studie af forbrugernes kunderejse på tværs af fysiske butikker og digitale kanaler. De overordnede resultater viser, at flere danske og nordeuropæiske virksomheder mangler at etablere, eller udnytte, helt elementære kunderejseelementer og -teknologier inden for e-commerce.
Omvendt findes der også danske brands og kæder, som har godt styr på, hvordan man genererer positive omnichanneloplevelser, og ifølge data fra Google udviser forbrugerne en høj grad af loyalitet over for netop de brands, som lykkes med at skabe sammenhængende kundeoplevelser på tværs af kanaler.
Dén danske virksomhed, som ifølge studiet lykkes bedst med at skabe succesfulde omnichanneloplevelser, er Matas, der fortsætter med at lede markedet inden for digital markedsføring og evnen til at indsamle og aktivere kundedata.
Svensk modekæde hitter
Kigger man på brugen af omnichannel i modebranchen, fremgår det, at H&M er den aktør, der er bedst til at lykkes med omnichannel. H&M tilbyder en “fantastisk app” og udnytter CRM optimalt til at byde kunder velkommen i deres kundeklub, som effektivt bygger et fællesskab omkring brandet. H&M fremmer også cirkulære initiativer, såsom genhandel, og er forpligtet til bæredygtighed med mål verificeret af Science Based Targets Initiative.
“H&M sætter barren højt med deres ekspertise i kundedata og bemærkelsesværdige digitale markedsføringsstrategier. Kombineret med enestående modenhed inden for kundeservice, en fremragende app og CRM-udnyttelse, der driver en banebrydende kundeklub, og fremmer urokkelig loyalitet. H&M tager tydeligt føringen i modekategorien,” lyder det ifølge analysen.
Generelt forstår modebrands og modekæder, som ingen andre brancher, vigtigheden og brugen af digitale kanaler på tværs af alle platforme – fra Google til Meta til TikTok. Det fremhæver studiet. Især bruges linket til modeproduktannoncer på tværs af alle platforme af 90 procent af alle aktører inden for mode. Deres online mobilbetalingsintegrationer (95 procent af aktørerne) er også et klart tegn på, hvor problemfrit og bekvemt, de formår at understøtte og afslutte købsfasen.
Foto: Unsplash