Den bæredygtige modevirksomhed løfter sløret for et samarbejde med Petite Knit, som har været undervejs i mere end et år.
2020 blev for alvor året, hvor strikning blev en populær hobby for alle aldre. Og selv om modevirksomheden Gai+Lisva normalt ikke fokuserer på hurtige trends, så har de alligevel for længst grebet fat i en ting, som skulle vise sig at blive en af tidens største og mest populære trends.
Modevirksomheden har nemlig indgået et samarbejde med nyere tids strikkepioner – Mette Wendelboe Okkels, kvinden bag strikkevirksomheden Petite Knit. Det afslører CSO en hos Gai+Lisva, Jørgen Holtegaard Eskesen, i et opslag på Linkedin.
“Vi er stolte over endelig at kunne løfte sløret for et projekt, vi har arbejdet på det seneste års tid. Vi har nemlig fået dygtige Mette Wendelboe Okkels, der står bag Petite Knit, med ombord. Vi har længe haft øje på Mette og hendes tilgang til godt og holdbart design og hendes passion for det gode håndvæk. Vi spurgte hende derfor, om hun var frisk på et samarbejde. Mette kendte i forvejen til vores brand og til vores kvaliteter og tidløse design, som harmonerer enormt godt med alle værdierne i vores brand, og det tog hende derfor ikke lang tid at sige ja,” forklarer CSO Jørgen Holtegaard Sloth Eskesen i et interview med TØJ.”
Samarbejdet har udmundet sig i to styles, der er strikket i 100 procent merinould, og som er designet af Mette Wendelboe Okkels.
Hvis man selv er strikkekyndig, så kan man købe mønstre hos Petite Knit og selv begive sig ud i at strikke en eller begge styles.
Foto: Gai+Lisva x Petite Knit