Skall Studio ApS har fået ekstra ballast i virksomheden. Kapitalfonden North-East Venture ApS har nemlig opkøbt en procentdel af den bæredygtige modevirksomhed.

Det er søstrene Marie og Julie Skall Fruensgaard, der tilbage i 2014 stiftede modevirksomheden Skall Studio ApS. Efter fem år som eneste ejere af virksomheden sker der nu ændringer i ejerforholdene. Kapitalfonden North-East Venture ApS har nemlig opkøbt en del af virksomheden.

Opkøbet sker som et naturligt led i strategien om at styrke Skall Studio som brand.

Ved at få North-East Venture med ombord i virksomheden får Marie og Julie Skall Fruensgaard nogle helt andre muligheder for at bygge videre på det, de allerede har opnået med Skall Studio.

”Med en ny ejerkreds kan vi styrke vores brand og arbejde videre på det, som vi allerede indtil nu har opnået med virksomheden,” siger Marie Skall Fruensgaard til TØJ og uddyber:

”Det at være bæredygtige har helt fra starten af været naturligt for os. Vi vil gerne udvikle os inden for det bæredygtige felt, hvor vi især vil udvikle på materialer. Derudover vil vi styrke brandet og få mere gang i udlandet. Der skal ske en masse gode ting for Skall Studio. Det skal ske med North-East Venture ombord i virksomheden – og det glæder vi os til,” afslutter Marie Skall Fruensgaard.

Med kapitalfonden som en del af virksomheden ser ejerstrukturen nu således ud, at Marie og Julie Skall Fruensgaard hver især ejer mellem 33-50 procent af virksomheden, og kapitalfonden står til at eje mellem 15-20 procent af Skall Studio.