En årelang sag om koordinering af tilbud mellem Kaufmann og Hugo Boss er slut, efter Kaufmann har besluttet at acceptere bøden: ”Vi har valgt at betale en bøde for at få afsluttet sagen, og vi accepterer konkurrencemyndighedernes holdning,” lyder det.

Kaufmann betaler bøde på 6 mio. kroner for at få afsluttet sag rejst af Konkurrencerådet. Sagen handler om, at Kaufmann og Hugo Boss har udvekslet fortrolige informationer om priser, rabatter m.v. i forbindelse med fremtidige udsalg i perioden 2014–2017.

Kaufmann har gennem hele sagen afvist at have foretaget sig noget ulovligt, da udvekslingen af informationer med Hugo Boss “alene var foregået som et helt naturligt led i et vertikalt kundeforhold mellem en leverandør og en forhandler for at opretholde en effektiv lagerstyring.”

Kaufmann har nu valgt at acceptere at betale en bøde på i alt 6 mio. kroner. Derudover har Kaufmanns adm. direktør, Henrik Kaufmann, og en anden ledende medarbejder hver valgt at acceptere at betale to bøder á 120.000 kr.

I en kommentar til sagen afslutning udtaler CEO Henrik Kaufmann:

”Vi har valgt at betale en bøde for at få afsluttet sagen, og vi accepterer konkurrence-myndighedernes holdning. Vi ville naturligvis meget gerne have været denne sag foruden, som har kostet betydelige både ledelsesmæssige og økonomiske ressourcer. Samtidig står det klart, at Kaufmann aldrig har haft til hensigt at bryde gældende lovgivning og vurderer heller ikke, at vi i den forbindelse har haft nogen form for økonomisk vinding. Vi har også anvendt lejligheden til via nye interne procedurer at sikre, at en lignende situation ikke kan ske igen. Vi glæder os nu over afslutningen af denne sag og vil herefter se frem af.”

Foto: Unsplash