I kvarteret omkring Store Strandstræde slår modebrandet dørene op til deres nye butik. Det københavnske modebrand ønsker at styrke sin position på det danske marked og cementerer samtidig sit engagement i at levere unikke oplevelser direkte til forbrugerne.

Crās annoncerer nu åbningen af deres første flagship-butik i hjertet af København:

“Som mange andre brands har Crās oplevet usikkerheden i engrosdistributionen, både i Danmark og på de udenlandske markeder. Samtidig har vi set en markant vækst i salget gennem vores egne kanaler. Derfor har vi valgt at fokusere endnu mere på at styrke vores direct-to-consumer-salg fremover. Vores første flagship store er en vigtig brik i denne strategi,” fortæller CEO Anne Charlotte Lembye.

En butik med fællesskab i fokus

Butikken, er ikke kun et sted for køb og salg, men skal også fungere som et samlingspunkt for Crās’ voksende community:

“Vores mål er at skabe en butik, der styrker og udvider det fællesskab, vi har opbygget omkring Crās. Butikken vil derfor også være omdrejningspunktet for en masse spændende events og aktiviteter for vores kunder, hvor vi ser frem til at byde både nye og bekendte ansigter velkommen,” tilføjer Anne Charlotte Lembye, der driver og ejer Crās 100 % efter, at den tidligere medejer og direktør, Christiane Hagger, trådte ud af virksomheden i juni i år.

Butikken er sat til at åbne i oktober 2024 og har adresse op på Store Strandstræde 10A, 1255 København.

Foto: Crās