I 1993 startede børnetøjsmærket Kabooki A/S som én af de første licenstagere nogensinde i Lego-koncernen, og blev desuden firmaet bag Lego Wear-konceptet. Nu kan Lego Wear-kollektionerne fejre 25-års jubilæum.
Da Kabooki, den 29. marts 1993, startede samarbejde med Lego-koncernen, var det daværende administrerende direktør i Kabooki, Torben Klausen, der stod i spidsen for projektet.
”Jeg kom direkte fra Lego-koncernen og havde haft syv år i virksomheden. Jeg ville gerne bevise, at vi kunne sælge Lego-tøj, som var quality driven frem for character driven – for kvalitet var det, vi var rigtig gode til. Det blev til en fantastisk rejse i både ind- og udland, og den dag i dag ligger Kabooki stadig mit hjerte meget nært,” udtaler Torben Klausen, som i dag er CEO i arkitektvirksomheden Årstiderne Arkitekter, i en pressemeddelelse.
Tilbage i 2014 tiltrådte Christopher Silcowitz stillingen som administrerende direktør i virksomheden, og han har i år købt aktiemajoriteten i Kabooki. Nu ser han fremad med udviklingspotentiale for øje.
Læs også: Lego Wear fornyer sit brand-dna
”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har planer og ambitioner om at udvikle vores forretning i endnu højere grad. Jeg tror på, at vi fortsat har et stort uforløst potentiale, som jeg har i sinde at forfølge. Med vores brand har vi demonstreret, at vi gennem ’functional active play wear’ har vores berettigelse i børnetøjsverdenen, og vores 25 år beviser, at kunderne værdsætter funktionel kvalitetsbørnetøj med udgangspunkt i Lego-universet og værdierne,” udtaler Christopher Silcowitz.
Med den nyligt genforhandlede globale kontrakt med Lego-koncernen byder de næste 25 år for Lego Wear på udvikling og udvidelse af eksisterende markeder samt åbning af nye markeder.
Jubilæet bliver markeret med en reception for kunder, samarbejdspartnere og venner af huset den 23. april kl. 15-17 hos Kabooki i Herning.