Ejerlederen fra den midtjyske modevirksomhed har netop modtaget en temapris ved Årets Ejerleder 2023. Han modtager prisen for sit store arbejde med at fremstille bæredygtigt modetøj.
I forbindelse med kåringen af Årets Ejerleder 2023 overrækkes for syvende gang en temapris, som går til den ejerleder, der har udvist et stærkt fokus på årets tema, ejerledernes grønne transformation. Prisen går i år til Mads Ortmann Mørup fra Herning-virksomheden, Knowledge Cotton Apparel, som producerer bæredygtigt tøj til mænd, kvinder og børn.
“Temaprisen går til Mads, der står i spidsen for Knowledge Cotton Apparel. Mads har et stærkt fokus på bæredygtighed, og på hvordan virksomheden kan optimere deres i forvejen miljøvenlige tøjproduktion. Han er en af dem, der går forrest i sin branche, og han viser, hvordan det er muligt at skabe en succesfuld virksomhed, som sælger ansvarligt tøj,” fortæller Mads Hornbæk, partner i PwC i Herning.
En fremsynet ejerleder
Da Mads Ortmann Mørup og hans far, Jørgen Mørup, i 2008 etablerede Knowledge Cotton Apparel, var der ikke mange, som forstod deres forretningsidé om miljøvenligt og bæredygtigt tøj. Det har dog ikke holdt ejerlederen tilbage, og på trods af nogle svre økonomiske år med opstart i finanskrisen har Knowledge Cotton Apparel realiseret særdeles flotte resultater de seneste år.
”Mads Ortmann Mørup er en målrettet og ambitiøs ejerleder. På trods af modgang har han ikke givet op, men fortsat troet på virksomhedens strategi. Han er en rollemodel for andre ejerledere, og hans urokkelige fokus på bæredygtige produkter fortjener anerkendelse,” siger Stefan Nielsen, erhvervskundechef i Nykredit Herning.
Foto: Knowledge Cotton Apparel