Det danske modebrand har i forbindelse med samarbejdet skabt tre t-shirts, hvor alt overskuddet fra salget går til organisationen.

DK Company-brandet Gestuz lancerer i dag et nyt partnerskab med Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK) for at skabe opmærksomhed på kvinder og børn, der lever med vold i hjemmet. Gestuz har i den forbindelse skabt en kollektion med tre t-shirts, hvor alt overskuddet fra salget går til LOKK.

For kreativ direktør Sanne Sehested er det et samarbejde, som hun er personligt engageret i.

“Som barn af en voldelig forælder er dette partnerskab mere end blot et brandsamarbejde. Det handler selvfølgelig om at rejse penge, så vi kan sikre sikkerhed for flere kvinder og børn i nød, men det handler også om at nedbryde tabuet om vold i hjemmet. (…) Det eksistererer i alle dele af samfundet. Jeg håber, at dette samarbejde og min historie kan hjælpe nogen derude til at se, de ikke er alene,” udtaler hun i en pressemeddelelse.

 

“Vi er mere end blot et brand”

Gestuz er ellers ikke kendt for at indgå samarbejder, og dette er da også det første af sin slags.

Der er utrolig mange gode organisationer og NGO’er, man kan støtte, og det er en evig tanke i baghovedet, når man vælger at støtte én sag over en anden. Det har været meget vigtigt for Sanne Sehested og teamet, at vores samarbejde er autentisk og ægte, og vi har længe internt diskuteret, hvor vi kan gøre en forskel,” fortæller Maria Johansen, Head of PR & Marketing, om samarbejdet til TØJ og afrunder:

“Gestuz er et sted nu, hvor vi føler, at vi kan gøre en forskel ved at være afsendere til et samarbejde som dette. Vi ønsker at bidrage med vores stemme og forhåbentlig hjælpe til at gøre en forskel og også vise vores forbrugere, at vi er mere end blot et brand, der laver tøj. I takt med vores community er vokset, er det vigtigt for os at tage denne type emner op.”

 

Foto: Gestuz, Sanne Sehested (th)