Familien Martinsen køber Pandora-stiftere ud af dansk sneakerfirma og fordobler sin ejerandel.
En af Danmarks rigeste familier – familien Martinsen, der står bag IC Group – ejer nu 25 procent af det danske sneakerfirma Arkk Copenhagen. De har nemlig købt Pandora-stifterne Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen ud. Det skriver Finans.dk.
Det er gennem deres investeringsselskab Friheden Invest, at familien Martinsen har øget sin andel i virksomheden.
Overtagelsen af ejerandelen er sket uden slinger i valsen. Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen ville nemlig gerne ud af sneakerfirmaet – og familien Martinsen var mere end glade for at overtage. Det fortæller Christoffer Martinsen-Königsfeldt, der er bestyrelsesmedlem i både Friheden Invest og Arkk Copenhagen, til Finans.
Her oplyser han også, at Friheden Invest har købt Pandora-stifterne ud til samme anskaffelseskurs, som de gav for deres andel i 2018.
Arkk Copenhagen har vendt millionunderskud
Sneakerbrandet blev hårdt ramt under coronapandemien. Da de afsluttede regnskabsåret 2019/20 var det med et millionstort minus på bunden.
På blot seks måneder vendte de dog udviklingen. I maj 2021 præsenterede de nemlig endnu et regnskab – gældende for perioden fra den 1. juli til 31. december 2020 – da de ville omlægge regnskabsåret til fremover at gælde et helt kalenderår. Ved udgangen af 2020 var tallet på bundlinjen således sort med 765,2 t. kroner i overskud.
I en pressemeddelelse udtalte medstifter og adm. direktør Thomas Refdahl i Arkk Copenhagen dengang:
“Vi tog nogle konsekvente og hårde beslutninger i foråret 2020, da corona ramte. Vi lukkede tre udenlandske selskaber, lukkede to ud af tre af vores egne butikker, købte over 10 markeder fri af agent- og distributøraftaler, skar til i medarbejderstaben, optimerede vores produktsortiment, flyttede til nye kontorlokaler og meget andet. Det var hårdt, det var ubarmhjertigt, men det har betydet, at vi trods nedjusterede ordrer i andet halvår af 2020 allerede laver overskud igen og samtidig har en ‘lean machine’ af en organisation, der står klar til at gribe et 2021, der ser utrolig positivt ud.”
Foto: Arkk Copenhagen