De er langt fra kønne, og man føler sig næppe fashionable med det lyseblå hospitalsmundbind. De er heller ikke just miljørigtige. Derfor lancerer en af verdens største modekoncerner nu et genanvendeligt mundbind som fast sortiment.
Under sommerens modeuge blev det synligt, at mundbindet er blevet en del af moden – og måske en af de vigtigste accessories lige nu. Blandt andre sportswear-brandet 7 Days Active introducerede det genanvendelige mundbind ved at uddele det til publikum og har herefter også sat det til salg på sin egen webshop.
pej gruppens trendredaktør, Rie Fjordsøe Rasmussen, peger da også på, at de ‘pæne’ mundbind vinder ind i modeverdenen og fremadrettet bliver en del af hverdagsoutfittet som et symbol på ansvarlighed – uden at skulle gå på kompromis med personlig stil og udtryk.
“Det giver rigtig god mening, at mundbindet er blevet det nye fashion-statement. Udover at de mere fashion-orienterede og genanvendelige mundbind tillader os at vise vores stil, identitet og kærlighed til specifikke brands, kan vi samtidig vise alle, at vi tager aktiv del i samfundssinds-klubben og tager vores medmennesker og miljøet seriøst. Mundbindet bliver dermed et synligt label og symbol på ansvarlighed for både forbrugere og brands – uden at vi behøver at gå på kompromis med personlig stil og udtryk. For selv om pandemien raser, har vi stadig et stort behov for at skille os ud fra mængden og udtrykke vores personlighed. Noget som fremover bliver endnu mere essentielt i takt med, at mundbindet fjerner store dele af vores ansigtsmimik, og vi skal finde på nye måder at ‘kommunikere’,” lyder det fra Rie Fjordsøe Rasmussen.
Den verdensomspændende koncern Uniqlo rider med på mode-mundbindsbølgen og lancerer nu en udgave af det genanvendelige mundbind i sin butik i København og på uniqlo.com. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Masken har allerede haft succes i Uniqlos hjemland, Japan, siden juni, og derfor kan danskerne nu også fra den 5. oktober 2020 erhverve sig et genanvendeligt mundbind.
Mundbindet er udviklet i Airism-stof, som optimerer beskyttelse og komfort ved daglig brug. Masken har en struktur i tre lag, der blandt andet har anti-bakterielle og selv-desodoriseringsegenskaber, og som kan maskinvaskes. Uniqlo oplyser dog, at mundbindet ikke er CE-certificeret, men har gennemgået en lang række af partikelfiltreringseffektivitetstests.
Sundhedsstyrelsen skriver videre, at et stofmundbind er bedre end intet mundbind, omend du ikke selv er beskyttet mod smitte, når du bærer det.
”Ved CE-mærkede engangsmundbind er beskyttelsesgraden dokumenteret. Hvis man eksempelvis er i øget risiko for alvorligt forløb af Covid-19, eller hvis man har symptomer og er på vej til test, så vil det altid være et CE-mærket mundbind, man skal bruge. Stofmundbind – uanset om du køber dem eller selv laver dem – er ikke underlagt de samme kvalitetsstandarder, og vi kan ikke som myndigheder give dig en sikkerhed for beskyttelsesgraden ved brug af stofmundbind. Derfor er det også vigtigt at sige, at den største gevinst ved brug af stofmundbind er, at du beskytter andre mod Covid-19, hvis du skulle være smittet, og at andre beskytter dig, hvis de er smittede. Et godt stofmundbind er bedre end intet mundbind, og hvis alle følger vores anbefalinger om mundbind, kan det bidrage til at holde epidemien nede,” siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.
I forbindelse med lanceringen af mundbindet vil Uniqlo Danmark donere 5.000 styk til Mændenes Hjem. Dette følges af en donation, som moderselskabet Fast Retailing gav til sundhedspersonalet i 26 lande ved begyndelsen af Covid-19-krisen.
Foto: @_iamsimplyk – via Uniqlo