Seks mode- og livstilsbrands skal i dag pitche deres iværksættervirksomhed for et stærkt mentor- og investorpanel. Det sker, når Lifestyle & Design Cluster for femte gang afvikler Lifestyle Growth.
Mange virksomheder står overfor store udfordringer i den nære fremtid. Derfor er der også ekstra meget på spil for de brands fra mode-og livsstilsbranchen, som deltager i Lifestyle & Design Clusters årlige iværksætterkonkurrence, Lifestyle Growth, der løber af stablen i dag i Aarhus.
De seks iværksættere er:
Skagen Clothing (Aarhus)
Skagen Clothing byder på holdbar, klassisk design, som er lette at style. De naturlige, lyse farver og design, der ikke går af mode. Skagen Clothing er let at matche med tøj, der allerede hænger i skabet.
Coffee Beanies (Storkøbenhavn)
Coffee Beanies er huer i lækker kvalitet og flot design og samtidig en platform til selvforsørgelse for 200 kvinder i Burundi – et af verdens fattigste lande. Coffee Beanies træner kvinderne, giver dem pinde og uld, og de strikker dermed helt uden personlig risiko. For hver hue, de strikker, fordobler de deres ugentlige indtægt.
SMALLrevolution (København)
SMALLrevolution udvikler og producerer designprodukter i 100% genanvendt og genanvendelig plast. De sourcer selv plastaffaldet og ved derfor altid, hvilke råmateriale produkterne består af. Alle produkter kan genanvendes igen og igen, da der hverken tilsættes lim, pigmenter eller andre materialer end plast.
Timestone (Skive)
Timestone har nytænkt den måde, man traditionelt producerer mindesten og mindeplader på, ved at lave serieproducerede mindesten med afsæt i bæredygtighed i et andet materiale end granit – nemlig ler. For dem, der skal arbejde med mindestenene, bliver det desuden meget lettere. En Timestone-mindeplade eller -sten vejer kun cirka 15 kilo, mens tilsvarende produkter i granit vejer ca. 65-100 kilo.
All.u.me (København)
All.u.me sælger funktionelle smykker, som- ud over at være smukke – samtidig virker som en overfaldsalarm. All.u.me er en game changer og det første seriøse bud på en alarm, som faktisk kan bæres, da det langt mere er et smykke end et gadget, som man skal have op af tasken.
Habiwe (Skanderborg)
HabiWe er en møbeldesignvirksomhed, der udvikler æstetisk spændende og innovative møbler, udviklet med en forskningsbaseret og undersøgende tilgang. Deres udvikling tager afsæt i bæredygtighed, funktionalitet og akustik hvor målet med møblerne er, at de skal medvirke til at øge trivslen hos brugeren og sikre et godt indeklima.
Arrangementet afvikles i år på Aarhus Rådhus, hvor der er plads til et stort publikum, der både kan opleve de pitchende virksomheder og blive inspireret af den feedback, de får fra panelet.
Fakta om Lifestyle Growth
Afvikles på Aarhus Rådhuset torsdag den 12. oktober kl. 12.30-18.00. Lifestyle Growth er en konkurrence for iværksættere, der kan pitche deres forretning for et stærkt felt af erhvervsfolk og investorer og vinde mentorship og rådgivning. Afvikles for 5. gang i år i samarbejde mellem Lifestyle & Design Cluster og Sydbank. Øvrige samarbejdspartnere: Deloitte, Dansk Mode & Textil og Traede.
Foto: PR