Modebrandet med sine ikoniske langærmede t-shirts lancerer i dag et samarbejde med et nyt, dansk modebrand i sin butik på Strøget i København. 

Modebrandet Nørgaard paa Strøget, der hører under modevirksomheden Mads Nørgaard, lancerer i dag et samarbejde med upcoming modebrandet Icon Visions.

Samarbejdet har resulteret i en mindre kollektion, der består af en slå-om bluse, en langærmet t-shirt, undertøj samt et begrænset antal af patchwork kjoler og bluser.

“Shooting star, Icon Vicions, har lavet en lille jersey-kollektion sammen med os. Kvaliteten kommer fra vores #101 t-shirt, der stadig er strikket i Danmark og som altid produceret i vores egen systue. Dertil har Cecilie syet et meget begrænset antal af patchwork kjoler og t-shirts,” lyder det i en kommentar fra Mads Nørgaard på brandets hjemmeside.

“Velkommen til samarbejdet mellem Icon Visions og Mads Nørgaard – it’s amazing,” skriver han videre.

“#101 t-shirten har været en del af min garderobe, så længe jeg kan huske. Jeg husker særligt, at jeg mixede og matchede de forskellige t-shirts, da jeg var yngre,” skriver Cecilie Jørgen, der står bag Icon Visions, i en kommentar på sin hjemmeside og fortsætter:

“Jeg er meget glad for at have fået muligheden for at sætte mit præg på denne lille kollektion. Jeg har mixet æstetikken i Icon Visions med den klassiske #101 t-shirt, og jeg er meget tilfreds med resultatet.”

Tøjet er kun tilgængeligt i Nørgaard Paa Strøget-butikken på Strøget i København fra torsdag den 27. august 2020 klokken 10.00.

Foto: Mads Nørgaard x Icon Visions