Den danske stormagasinkæde Magasin har længe været på salgsmarkedet uden held. Den kriseramte britiske ejer må acceptere en kold skulder fra en modemilliardær og Salling Group.

Den danske stormagasinkæde Magasin har længe været udbudt til salg, men uden held. Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen og Salling Group har været nogle af de potentielle købere, som begge har afvist den kriseramte britiske ejer bag kæden. Det skriver Børsen.

Børsen erfarer, at Salling Group for ganske få uger siden endnu en gang blev kontaktet af repræsentanter fra ejeren med henblik på at sælge kæden. At dette skulle blive en realitet, afviser kommunikationschef hos Salling Group Kasper Reggelsen dog blankt.

Heller ikke Anders Holch Povlsen, der er Danmarks næstrigeste efter Lego-familien, er interesseret i at købe Magasin.

”Det er ikke interessant, og du kommer ikke til at se nogen overraskelser herfra. Det har været en bred proces, og jeg tror, at gud og hver mand har fået tilsendt det,” udtaler Anders Holch Povlsen til Børsen.

 

Milliardgæld i bagagen

Nedlukningen har kostet stormagasinkæden dyrt og resulteret i røde tal hos Magasin for første gang i ti år. Det til trods har Debenhams, der ejer stormagasinskæden, ifølge Ritzau kæmpet med en milliardgæld på omkring 5 mia. kroner allerede før coronakrisen.

Efter et salgsforsøg af hele koncernen siden 2018, blev stormagasinsejerens brand og website for nyligt solgt for 450 mio. kroner. Med i handlen fulgte dog ikke de fysiske varehuse.

Magasins økonomichef Peter Fabricius bekræfter, at Debenhams fortsat forsøger at finde en ny ejer af Magasin.

Til trods for den lange salgsproces har ejerne endnu ikke opgivet salget.

”Vi har et godt niveau af interesse i forretningen, og dialogen fortsætter med et antal parter, men vi kan ikke kommentere individuelle parters involvering i den proces,” skriver Tom Danaher, der er talsmand for Debenhams, i et svar til Børsen.

 

Foto: Magasin