Farver spiller en central rolle i design og branding, da de både kan vække følelser, skabe stemning og påvirke forbrugeradfærd. For mange virksomheder er det afgørende at forudse og arbejde med kommende farvetrends, da det giver dem mulighed for at udvikle produkter, der matcher forbrugernes forventninger og ønsker.
Når en bestemt farve bliver populær, søger forbrugerne efter produkter i netop den farve. Hvis et brand ikke tilbyder produkter i de rigtige farver, kan de risikere at miste kunder til konkurrenterne. Det er den korte forklaring på, hvorfor farver er vigtige. Det rigtige valg af farver kan således være afgørende for et produkts succes.
Arbejdet med farver gør det muligt for brands at tilbyde de rigtige produkter på det rette tidspunkt, hvilket øger chancerne for at tiltrække forbrugernes opmærksomhed og sikre salg. Farverne på et produkt, på emballage og i det grafiske design kommunikerer med forbrugerne og afspejler også et brands identitet. Altså kan farver have betydning på flere niveauer – fra brand over kommunikation til produkt. Og det er slet ikke ligegyldigt, hvilken farve der vælges. Farver sender signaler, farver er følelser, og farver kan enten tiltrække eller afvise.
Farveforudsigelse som disciplin
Det er muligt at forudse forbrugernes farvebehov, før de opstår, gennem grundig research af samfund, kultur, tidsånd samt økonomiske og politiske bevægelser, der påvirker forbrug og livsstil. Metoderne omfatter analyser af samfundstendenser, økonomisk udvikling, forbrugerundersøgelser, historiske data og input fra internationale farveinstitutter samt dialog med farveeksperter. Ligeledes kigges der på forskellige faktorer som kunst, teknologi og kultur.
Processen starter kvantitativt og bliver gradvist mere kunstnerisk og grafisk, idet moodboards, nøgleord og farvekombinationer udvikles og fremstår som ’billeder’ på den fremtid, som skal forudses. Udfordringerne ved farveforudsigelse inkluderer globalisering, hurtige trendændringer, subjektivitet og præcision. På trods af disse udfordringer forbliver farveforudsigelse en uundværlig del af den kreative branche.
Skift i præferencer
Historisk set viser farvetrends, hvordan økonomiske og kulturelle skift påvirker forbrugernes præferencer. Under finanskrisen var det for eksempel tidløse, neutrale farver, der var særligt populære, mens mere dekadente farver kom frem efter 2015, da forbrugerne blev mere modige og økonomien stabiliseredes.
I de kommende år vil vi se en række nye og spændende farvetrends. En af de farver, som får en renæssance er den dybe violet-blå, der symboliserer en tid med stor forandring og vores voksende interesse i rumforskning og den digitale verden.
En anden betydningsfuld farvetrend er det stigende fokus på varme, gyldne nuancer fra naturens eget farvespektrum. Vi ser de naturinspirerede farver i stort set alle brancher i disse år. En interesse, som udspringer af vores fornyede blik på det ægte, det autentiske og det naturlige.
Andre farvetendenser der er værd at lægge mærke til, er pastellerne, og hvordan de i højere grad bliver brugt som neutrale nuancer samt de mange stærke farver, der leder os hen imod et mere positivt syn på fremtiden.
Få succes med de rigtige farver
Farveforudsigelse har stor indflydelse på designprocessen, markedsføring, branding, produktion og forbrugeradfærd – og dermed på, om et produkt bliver en succes eller ej. Derfor er det afgørende at være proaktiv og sikre, at produkterne matcher forbrugernes ønsker og tendenser. Dette hjælper også med at reducere spild og optimere forsyningskæden.
Brands, der anvender farvetrends, har en konkurrencefordel. Det styrker brandets markedsposition og sikrer, at de tilbyder de rigtige produkter i de rigtige farver på det rigtige tidspunkt. Det handler om at møde forbrugernes forventninger og levere design med appellerende farveudtryk, der afspejler fremtidens tidsånd og efterspørgsel. Ved at bruge farvetrends som et strategisk redskab kan brands skabe en sammenhængende stemning, fællesskab og identitetsfølelse gennem de produkter, der bliver købt.
Tidlige farvetrends
’pej first colour A/W 26/27’, sæsonens første farvekort, er netop blevet udgivet. Heraf fremgår det, at vi kigger mod en lysere fremtid, hvor vi for alvor frigør os fra de tumultariske år fra 2020 til 2025, og omfavner en nyfunden følelse af ro og stabilitet. Temaer som f.eks. ”Passion”, ”Energy”, ”Growth” og ”Serenity” understøtter denne tendens. Læs mere her.