Ny sporbarhedsteknologi gør det muligt at dokumentere og validere sporbarheden på hvert enkelt skind i læderindustrien. Et dansk skobrand lancerer som det første i verden en skokollektion i læder med fuld sporbarhed hele vejen fra kvæget på markerne til færdigt produkt.

Skobrandet Roccamore har som det første skobrand i verden netop lanceret en transparent skokollektion i læder. Det sker i samarbejde med den danske virksomhed Spoor – en del af Scan-Hide – som har udviklet en teknologi, der gør det muligt at dokumentere sporbarheden i læderet helt tilbage fra kvæget på marken.

”Der er ingen tvivl om, at bæredygtighed og cirkulær økonomi er noget, som de fleste virksomheder arbejder aktivt med at integrere i deres forretningsmodeller og produkter. Inspireret fra fødevareindustrien, hvor transparens og sporbarhed er en selvfølgelighed, kunne vi se, at vi kunne være med til at tilføre møbel-, livsstils- og modeindustrien en helt ny dimension og værdi, som ingen andre kan på industriel skala i læderindustrien i dag,” siger CEO i Scan-Hide, Michael Søndergaard, i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Forbrugerne kræver mere indsigt og gennemsigtighed i det, de køber. Og lige såvel som man har et ønske om at vide oprindelsesland, på det vi spiser, tror vi også, at kunderne i langt højere grad ønsker en garanti for, hvad deres taske, sko eller møbler kommer af, hvilket for eksempel også indebærer dyrevelfærd. Og det kan vi give dem.”

Roccamore producerer udelukkende sko i læder, men indtil nu har det ikke været muligt at spore, hvor læderet kom fra. Grundlæggeren af Roccamore, Frederikke Antonie Schmidt, er beæret over muligheden for at være det første brand, der har 100 procent dokumentation på sine råvarer.

”Da Spoor kontaktede mig og præsenterede teknologien, som garanterer sporbarheden på mit råmateriale, var jeg solgt. Bæredygtighed og cirkulær økonomi betyder alt for os, og hele mindsettet for, hvordan jeg ønsker at drive min forretning, er båret af bæredygtighed, fremfor hvordan normen tidligere har været i branchen. Skindet er et biprodukt fra fødevareproduktionen, men dyret har jo levet et liv, inden skindet blev forarbejdet til det smukkeste læder, og det har skobranchen ikke tidligere forholdt sig til,” siger Frederikke Antonie Schmidt.

Spoors første konkrete samarbejde blev med Roccamore og er lanceret for nylig.

Foto: Roccamore x Spoor