Som et led i rejsen på at blive et grønnere brand, har smykkebrandet indgået et samarbejde med en organisation om at indsamle plastik fra verdens have.
Det danske smykkebrand ByBiehl er på en rejse mod at blive grønnere. Senest lancerede brandet et tiltag, hvor kunder kan indlevere gamle smykker, der bliver smeltet om. Nu kan ByBiehl præsentere endnu et tiltag.
Virksomheden har nemlig indgået et samarbejde med organisationen Plastic for Change, som indsamler plastik fra verdens have. Derfor lancerer byBiehl Ocean Flow-kollektionen, hvor der for hvert solgt smykke bliver fjernet et kilo plastik fra havbunden.
”Vi ønsker at fortsætte vores grønne rejse hos byBiehl og en af de ting, som går mig meget på, er alt det affald, som findes i verdens have. Jeg får det helt dårligt, når jeg ser det. Vi har derfor valgt at indgå et samarbejde med Plastic for Change, som arbejder med at indsamle plastik og affald, som kommer fra havet,” fortæller Charlotte Biehl, CEO og ejer, i en pressemeddelelse, og fortsætter:
”Vi har undersøgt hvilke organisationer, vi mener, der gør en direkte forskel og ikke bruger for stor en del af støtten på administration, men i stedet bruger pengene til at fjerne affald. Plastic for Change er Fair Trade og Ocean Bound Plastic-certificeret. Derudover så betyder det meget for os, at organisationen også har fokus på at skabe social forandring i lokalområderne ved at skaffe jobs til folk, der lever i fattigdom.”
Foto: ByBiehl