De gode kundeoplevelser bliver mere og mere vigtige. Et dansk sneakerbrand prøver nu noget helt nyt, der udfordrer de klassiske webshops. 

Det nye og hurtigt voksende sneakerbrand Errant har indgået en aftale med Wolt, der normalt er kendt for at bringe mad ud til sultne munde.

Errant er derfor Wolts første samarbejdspartner indenfor modebranchen og målet er klart: Errant vil give endnu bedre kundeoplevelser.

“Vi tænker vores sneakerbutik anderledes end de fleste, og derfor er det også superspændende at sælge vores sko via Wolt-appen. Det er jo et tilbud om at få leveret et par sneakers – eller to, hvis du er i tvivl om størrelsen – 30 minutter efter, at du har købt dem. Her skiller vi os ud fra de klassiske webshops, hvor levering typisk tager et par dage, ” siger CEO Christian Fuglsang fra Errant i en pressemeddelelse.

Grunden til samarbejdet med Wolt er ikke helt tilfældigt, da de heller ikke er tilbageholdende over for at prøve nye ideer af.

”Samarbejdet med Wolt faldt meget naturligt på plads, da de som os har en innovativ tilgang til at prøve nye tiltag af. Der er god synergi mellem vores mål om at gøre Errant til et brand, som er mere end bare en sneaker, og deres mål om på sigt at kunne levere alle typer af produkter, der kan være i deres tasker,” fortsætter Christian Fuglsang.

 

Levering på blot 30 minutter

Samarbejdet er gode nyheder for de utålmodige forbrugere. Og ifølge Wolt er dette kun starten:

”Hos Wolt vil vi gerne være ”the mall in your pocket”, hvor idéen på sigt er, at Wolt kan levere stort set alt, der kan være i en Wolt-taske, inden for 30 minutter. Under EM tidligere i år var det de rød-hvide landsholdstrøjer, der kunne shoppes gennem Wolt-appen, og nu kan du altså få dine nye sneakers leveret til døren – og det er kun begyndelsen,” udtaler Søren Meier Svendsen, direktør for Wolt i Danmark.

 

Foto: Errant